Der var ikke langt mellem de hånlige bemærkninger på diverse redaktioner og blandt politiske rådgivere, da statsminister Mette Frederiksen (S) lancerede ideen om den såkaldte Arne-reform. Nedslidte lønmodtagere og arbejdsløse har ikke den store medieinteresse. Hvor skulle pengene komme fra, og hvordan ville statsministeren med sin snævre etpartiregering skaffe flertal?
Reformen blev vedtaget, og Folketinget vedtog en finanslov, som kan karakteriseres med et enkelt ord: velfærd. Og det er kun de dele af den danske befolkning, som ikke har brug for et velfungerende socialt system, der karakteriserer reformen som ’tilbage til Anker Jørgensen’.»
Ikke kun pædagoger og ansatte i den sociale sektor var tilfredse – selv om de selvfølgelig altid vil have mere. Vælgerne kvitterede midt i den såkaldte minkkrise med at sende statsministerens parti op omkring 30 procent i enkelte meningsmålinger.
Betalingen for indførelsen af en differentieret pensionsalder er beslutningen om at udskyde tidspunktet for pension. Men tilbage står, at socialdemokraterne gik til valg på Arne-reformen, og at de har leveret og vist, at partiet igen – efter en lang pause – har blik for de svagest stillede.
Vælgerne sætter åbenbart pris på politikere, som holder deres løfter, og hvis mærkesager afspejler deres politiske og ideologiske baggrund. Det havde Anders Fogh Rasmussen (V) succes med som statsminister i begyndelsen af 00’erne, og det samme gælder i dag.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar