F ørst og fremmest et stort forsinket tillykke til Karsten Lauritzen! Så blev det Venstres nu forhenværende gruppeformand, der fik et drømmejob. Også han skal bidrage til den grønne omstilling. Det er ret oplagt, at det næppe er hele dagen som branchedirektør i DI Transport, der bruges på at diskutere hvor mange røde linser, der skal blandes op med havvind og spids jordvarme, før vi har den kolde fusion. Der skal nok blive tid til at tænke på afgiftslettelser, kompensationsordninger og urimelige konkurrenceforhold med resten af verden. Pyt. Men stort tillykke.
Han kom ud i tide. Som man siger på Christiansborg. Mens der stadig var et job til ham i de vellevendes slavehær. Et liv. Men som det altid gælder i virkelighedens kasino, er der ingen vindere uden tabere. For hans parti. Og mere principielt for vores demokrati. Det første først. I den hurtige analyse er diskussionen om, hvorvidt Søren Pape erklærer sig som statsministerkandidat på en eller anden måde stadig mere uinteressant. Det relevante spørgsmål er vel efterhånden om Venstres Jakob Ellemann Jensen er en seriøs kandidat til posten. Ikke bare i år, men om fem og ti. Det er åbenlyst, at den kreative destruktion er kommet ud af kontrol. Hastigheden i svingdøren til Venstres gruppeværelse er nu så høj, at ansvarlige myndigheder burde gribe ind. Lars Løkke Rasmussen, Inger Støjberg, Kristian Jensen, Tommy Ahlers, Marcus Knuth, Britt Bager og nu Lauritzen. Formænd, næstformænd, gruppeformænd. Tabet er fra øverste hylde. Og det er næppe slut.
