Vi har i min familie en juletradition, som jeg selv har været med til at introducere engang i forrige århundrede. Faktisk har jeg altid skammet mig lidt over den, men også holdt fast i den, fordi jeg har syntes, jeg kunne retfærdiggøre den. Da det for få uger siden sidst var jul, kom jeg imidlertid lidt i tvivl om, hvad jeg mener. Det handler om en særlig form for gavebytteri.

Traditionen tog sin begyndelse et år, min bror havde fået en sweatshirt i julegave. Den var han vældig glad for, men da vi mellem jul og nytår var ude at bytte gaver, kom der et skår i glæden. Vi kom nemlig forbi den forretning, hvor sweatshirten var købt, og nu var den pludselig på udsalg og kunne købes til halv pris.

Det talte vi en hel del om bagefter, for kræmmergenet er stærkt i min familie, muligvis fordi vi er jyder og ikke kan lide at føle os snydt. En af os nævnte, at sweatshirten jo stadig kunne byttes, og at man også kunne få pengene tilbage. Og en anden fulgte op med at foreslå, at man jo så bagefter kunne købe den igen til udsalgsprisen. Det lo vi lidt ad, men var dog alligevel enige om, at sådan noget kunne man ikke være bekendt.

Om det er, fordi jeg er ublu eller ekstrameget kræmmer, ved jeg ikke, men jeg endte i hvert fald med at sige, at jeg godt ville lade det komme an på en prøve. Og sådan blev det.

Jeg husker stadig, hvordan jeg gik mod butikken med raske fjed og lynhurtigt fik gennemført den første del af min mission. Med anden del var det sværere, for pludselig syntes jeg, det var voldsomt pinligt at gå ind og købe den igen. Hvad skulle jeg sige, hvis jeg blev mødt af den samme ekspedient? Jeg stod ude på gaden og lod fingrene mærke kontanterne i min lomme, mens jeg holdt øje med, hvornår han var optaget. Da kysten var klar, skyndte jeg mig derind og klarede smertefrit at fuldføre missionen.

Siden dengang har vi gentaget det lille byttenummer talrige gange. Udviklingen i detailhandlen, som har betydet, at der nærmest altid er udsalg et eller andet sted, om ikke andet så på nettet, har dog nedsat frekvensen mærkbart. Men der er hvert år mindst én, som må af sted i mellemdagene.

Inden jeg fortsætter selvudleveringen, må jeg hellere indføje, at det ikke er enhver prisnedsættelse, der kan sætte apparatet i gang. Vi går ikke efter småbeløb, men er vi over en ikkedefineret bagatelgrænse, skrider vi til handling. Egentlig er vi så privilegerede, at besparelsen reelt ikke gør en forskel for vores økonomi; den animerer vel dybest set primært til mere forbrug. Det handler om ikke at føle sig snydt, hvad enten det så er berettiget eller ej.

I øvrigt har jeg aldrig helt forstået det faste mønster med at lade årets største forbrugsfest blive fulgt af et udsalg, men det lader sig næppe ændre. Butikkerne skal jo have mulighed for at få solgt ud af en sæsons varer, når en ny er på vej. Og uanset hvornår udsalget begynder, vil der jo være en dag, hvor prisen ændrer sig. Det føles bare så in-yer-face-agtigt mellem jul og nytår.

Jeg bilder mig ikke ind, at vi i min familie er de eneste, der laver byttenummeret. Danmark er jo en nation af kræmmere, og nummeret er så oplagt, at andre naturligvis har fået samme idé. I de store butikker kan man i hvert fald sagtens gennemføre det i én ekspedition uden at møde nogen som helst reaktion. Sikkert fordi de er vant til det.

Det kræver mere is i maven at gennemføre byttenummeret i de små specialbutikker, hvor der måske kun er en enkelt eller to ekspedienter. Jeg husker også kun at have gjort det en enkelt gang, hvor ekspedienten til gengæld så også så så skævt til mig, at jeg kan mærke det endnu. Det var så hæsligt, at jeg stadig krummer tæer ved tanken, og måske var den oplevelse i virkeligheden kimen til min usikkerhed i forhold til byttenummeret. For efterhånden synes jeg, det virker mere småligt end smart; det kan jo faktisk tænkes, at det går ud over nogen og ikke blot er til fordel for os.

De store butikskæder har gjort detailhandlen til et anarki, og dem er det svært for mig at have de store følelser for, men det har jeg for specialbutikkerne. Måske skal jeg afskaffe byttenummeret ved i stedet at bestræbe mig på at handle i specialbutikker og så se stort på en eventuel prisnedsættelse.

Dermed støtter jeg en god sag, for det er jo specialbutikkerne, der gør bymidter interessante. Faktisk kan vi vel ikke få for mange af dem, så også derfor kan det i længden let blive for dyrt at købe billigt.

fortsæt med at læse

Klumme:

Min nødplan var at tælle ned til, at min kæreste kom og blødte stemningen op. Men vi hyggede os faktisk