Forleden skulle jeg til middag hos en af mine gamle venner. Inden jeg kom, advarede han om, at han måske ikke var helt på toppen. Han skulle have lavet en krone på den sidste af sine hjørnetænder, så han ville være lidt reduceret både fysisk og økonomisk.
Jeg kunne i høj grad sympatisere og bidrage med egne dyrekøbte erfaringer fra tandlægestolen. Og som vi snakkede og udvekslede smertefulde krigshistorier fra tandfronten, viste det sig, at både han og jeg – i hvert fald ifølge vores nuværende tandlæger – var ofre for skoletandlægen. Dengang i 70’erne og 80’erne gik de til stålet. Var der den mindste antydning af et hul, blev der boret løs. Det var gået ud over vores hjørnetænder. De var blevet fuldkommen udboret for skavanker, man i dag bare ville have set an og afventet udviklingen af. Siden er de gået mere og mere i stykker.
