Min generation er blevet god til at ’mærke efter’. Ofte bliver den enkeltes behov kundgjort og deklareret med trompet og fanfare. Jeg oplever privilegerede unge misbruge ord som angst, stress og traumer. Pludselig er forældrenes skilsmisse, et kærestebrud og en dårlig episode på jobbet forvandlet til et traume, som kræver terapi. Og som berettiger, at vennegruppen forvandles til en ufrivillig sorggruppe, hvor hverdagsproblemer bearbejdes, som var de græske tragedier.
Det tærer på tålmodigheden at overhøre velfungerende unge fra hjem med Y-stole og Montana-bogreoler tage psykologiserende ord i munden, som de ikke begriber dybden af. Det at have det svært er blevet et selvrealiseringsprojekt. Og så er nutidens dyrkelse af at ’have det svært’ lige så selvskadende, som den er ulidelig.
