Når man som jeg har som arbejde at følge debatten, igangsætte og udvælge Kroniker og komme med sine egne pip og uransagelige holdninger er det let at blive fanget i døgnrytmen. Hver dag og hver uge sin rasende og ophedede debat – så er det aktiv dødshjælp, så er det abortgrænsen, så er det Gaza-krigen og Ukraine, og så er der naturligvis de debatter, der altid kører for fuld udblæsning – Aula, arbejdslivet, de pressede forældre og deres forkælede og uopdragne unger.
Men når man hæver blikket, er noget af det mest tankevækkende faktisk de debatter, som vi af en eller anden grund ikke har. De samfundsudviklinger og politiske valg, der af en eller anden grund ikke for alvor tænder debatten, men bare tages for givet. Tag skattepolitikken. Der er det for mig at se vildt sært, at regeringen med den ene hånd i ligheden og solidaritetens navn presser på for at få indført en top-top skat for de allermest vellønnede danskere, dem med en årsløn nord for 2,5 millioner kr. Men på den anden hånd vil nedsætte arveafgiften i forbindelse med generationsskifte.
