En af mine kollegaer på Christiansborg havde en særlig evne til at indfange essensen i en given politisk situation. »Og der lyves!«, som han sagde. Det sagde han så ganske tit. Og om politikere fra alle partier. Høj som lav. Kvinde som mand. Jo ikke usandheder i juridisk forstand. Den slags, der fik Poul Schlüter til at trække stikket på sin trætte regering i 1993. Man kan ikke feje alt ind under gulvtæppet med en fiks bemærkning. Der er grænser for galskaben. Lovligt og ulovligt. Men i politik er der også et helt særligt rum for den strukturelt betingede løgn.
Hvor man ganske enkelt ikke kan sige sandheden, fordi den vil afsløre det funktionelle hykleri, mange relationer og kontrakter bygger på. Hvor sandheden – med en gammel kliche – er ilde hørt. Og ofte af gode grunde. Det lyder abstrakt, men er i virkeligheden meget konkret. Her er fem eksempler.
