Bomholt han kan digte, Kragh han har et staffeli. Sådan hedder det i visen ’Opad eller nedad’, sunget af Osvald Helmuth i Helsingør Revyen 1963. Når jeg henter denne strofe fra denne – gyldent rimede – sang frem fra glemslens mørke, skyldes det, at datidens politikere var andet og mere end samfundsforvaltere og ideologer. Det var også passionerede amatører i kunstneriske sammenhænge, netop amatører, som kommer fra det latinske verbum amare: at elske.
Når man skuer ud over det blandede felt af politikere anno 2024 er indtrykket det modsatte: en hob af professionelle levebrødspolitikere, der forsvarer velfærdsstaten, kæmper mod det høje skattetryk eller individers ret til at æde sig en pukkel til i penicillinpumpede svinekoteletter fra det bæredygtige danske landbrug. Ikke originaler, der efter endt gerning på ordførerposten eller ministertaburetten finder klarinetten frem eller tager stationsforstanderkasketten på hovedet og leger med modeljernbane i parcelhuskælderen.
