Kødskandalen var bare en kødskandale, indtil det viste sig, at der også var hest i köttbullar fra Ikea. Verden over blev bjerge af boller trukket tilbage fra de svenske møbelvarehuse, og pludselig havde hele sagen om hestekød i hakkebøffer taget et filosofisk spring fra den dagligdags svindel til den tidløse sfære, hvor spørgsmålet er, om man overhovedet kan regne med noget her i verden. Det globale Ikea er på sin egen svenske måde gået hen og blevet noget alment menneskeligt, et spørgsmål om godt og ondt, et stykke sjæl, man selv må samle. LÆS OGSÅIkea stopper salg af kødboller i Danmark Min indre Carl Larsson synes, at Ikea er et mønster på, hvordan man driver sund forretning i en moderne verden. Min sure hr. Hansen hader Ikea mere end fyldte opvaskemaskiner og lyden af vækkeur. Ikea er det bedste og det værste. Ikea er en del af mig selv. I Sydafrika har de en kødskandale, som går ud på, at der er giraf i antilopekødet; i Island har de testet oksefars for hestekød og opdaget, at der ikke er noget som helst kød i kødet overhovedet; i Tyrkiet finder de jævnlig gris i kebabberne, og sådan går verden sin skæve og ikke særlig overraskende gang.
Men hvis der begynder at være noget i vejen med Ikeas köttbullar, må man vel bare sige ligesom de franske gjorde, da Valéry Giscard d'Estaing hældte ketchup på sin bifteck: Her går grænsen! Jeg ved ikke, hvad det er med Ikea. Nu senest har koncernen meddelt, at der kommer Ikea-hoteller i hele verden. Først gør de et lille begrænset forsøg med 150 hoteller, og hvis det slår an, vil de sørge for, at hotellerne breder sig som köttbullar. Allerede nu kan jeg sige med nogenlunde sikkerhed, at jeg vil elske og hade de hoteller. Jeg vil booke mig ind på dem, og jeg vil glæde mig til at bo der, og jeg vil synes om prisen og indretningen og servicen og personalet fra hele den globaliserede verden - og så vil jeg vågne om morgenen uden at have lukket et øje og uden at kunne forklare mig selv, hvorfor det var så rædselsfuldt - navnlig i betragtning af at jeg jo på forhånd var så positiv. LÆS OGSÅIkea har fundet på navnet til sine nye hoteller Det er mit Ikea-syndrom. Det kan udtrykkes endnu kortere og med kun ét ord: Ud! Jeg kan have gået og glædet mig en hel lørdag formiddag til en rigtig hyggelig tur i Ikea, og når så jeg træder ind, rammes jeg i samme sekund af en form for blackout, et strømsvigt i hjernen, som kun tillader én rød lampe at blinke, og på lampen står der: Ud! Det er det, jeg vil, når jeg er kommet ind i Ikea: ud! Men det kan man ikke. Man kan ikke komme ud. Man kan få Billy-reoler og sengemiljøer og skabsindretninger, som vil bringe orden i ens liv, og man kan få köttbullar og knagerækker og fem viskestykker for en femmer, men ud! - det kan man ikke komme. Hele menageriet er indrettet sådan, at man skal tvinges gennem samtlige etagers børneværelser, tv-stuer, sengeafdelinger og badeværelser, før man tre timer senere hældes ud på tagselvlageret som en slagen mand. Undervejs ville man have været villig til at betale hvad som helst i svenske kroner, euro eller kinesiske yuan, blot man kunne have set, ja bare set, et skilt, hvor der stod ud! Så vidste man da i det mindste, at muligheden fandtes. LÆS OGSÅIkeas kødboller sejrer i test Men nej, der er ganske vist opstillet 'vejvisere' rundt i labyrinten; de viser bare kun i al deres kringlede og knugende ubegribelighed, at der ingen vej er uden om samtlige kommoder i verden, ingen smutvej forbi drømmekøkkener, opbevaringsmøbler og udestuer, ingen vej ud! - kun ind, ind og ind i Ikea, ind til fyrre år i ørkenen og et mareridt af praktiske ting med svenske navne, som man skal have set og skridtet af, før man slipper. Måske er det værre for mænd end for kvinder. Jeg ser desperationen i mine kønsfællers øjne. Aldrig mere Ikea, siger jeg til mig selv, og fire måneder senere står jeg der igen. Ikea er en rar forretning, hvor der er plads til personale med alle hudfarver og tørklæder, og hvor rigtig mange møbler og andre varer faktisk er noget nær pæne og designede og billige. Ikea er en privat virksomhed, der har løftet møbelproduktion og -salg til at være en form for public service, og det er jo lige til at blive globalt i godt humør af. Hvis det tilmed lykkes at komme gennem hele varehuset uden at få indkøbsvognen fyldt op med andet end nogenlunde det, man kom efter, er den private lykke også hjemme, så sandt som man jo så har fået noget billigt. F.eks. en pæn hvid kommode ved navn Bosse eller Kalle eller Karla til 399 kr., det er da billigt, medmindre det er fantastisk dyrt, fordi hele familien har brugt en lørdag på at købe den, hvorpå far og søn bruger en søndag på at samle den. Hvilket faktisk er helt hyggeligt. Det er billigt og dyrt, ondt og godt, irriterende og hyggeligt: Det er Ikeas psykologiske dobbeltgreb, og jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Måske har de kommet noget i kødbollerne - foruden hest.
