Mærkeligt med alle de nye venner, som Israel har fået på den yderste højrefløj. Og underligt, at hver gang et spørgsmål dukker op, som har noget med jøder, jødedom eller jøders vilkår at gøre, så kan man temmelig sikkert regne med, at denne verdens Søren Espersen'er, Pia Kjærsgaard'er og konservative Rasmus Jarlov'er rykker ud for at tale 'jødernes' sag. Senest var der spørgsmålet om jødiske børn i Nørrebros skoler, og allersenest var der Søren Espersens Kronik om islams påstået iboende voldelighed, en kronik, som ikke mindst var et forsvar for jøder, der måtte blive overfaldet eller chikaneret. Jeg går og grunder over fænomenet, for i Europas lange historie har det jo lige omvendt været sådan, at antisemitismen som oftest er sprunget ud af Dansk Folkeparti-agtige politiske miljøer, der har dyrket folket, hjemstavnen og de gode gamle værdier: Noget med det rodfæstede versus det rodløse; det nationale versus det kosmopolitiske; land og jord versus by og hjernespind; alle mulige falske, men ikke desto mindre meget levende modsætninger, som også typisk, ja, nærmest arketypisk har omfattet modsætningen mellem 'ordentlige mennesker' og vandrende jøder. LÆS KRONIKIslam er vor civilisations største trussel Det udfordrer mine forestillinger, at folk på højrefløjen, ikke mindst i Dansk Folkeparti, nu gør så meget ud af at være 'jødevenner'. Jeg synes ligesom ikke, det er deres historiske rolle, selv om jeg jo godt kan se, at det ville være temmelig tåbeligt ligefrem at bede folk om at være antisemitter, når de nu ikke er det.
Men alligevel ... som det gerne hedder, når man er løbet tør for argumenter. Underligt er det nu alligevel. Jeg oplever det nærmest fysisk en gang om året, når Israel fejrer sin uafhængighedsdag 14. maj. På denne dag, som hedder yom ha'azmaut på hebraisk, kunne man før i tiden gå på den israelske ambassade og møde hele det venstreorienterede Danmark, som stod og sagde skål og shalom. I dag virker det nærmest, som om den israelske ambassade lægger lokaler til et vælgermøde i Dansk Folkeparti. Til gengæld skal man være virkelig heldig at løbe på en socialdemokrat eller en SF'er. Hvordan er det kommet så vidt, at højrefløjen nærmest 'ejer' Israel i dansk offentlighed, ligesom højrefløjen er gået hen og blevet så utroligt glad for jøder i det hele taget? Før jeg 'alligevel' forsøger et svar, vil jeg glæde mig over et meget markant indlæg, som tidligere overrabbiner Bent Melchior skrev i Politiken 9. marts. LÆS DEBATINDLÆGDu misbruger os jøder i din kamp mod islam, Espersen Det var i anledning af Søren Espersens omtalte Kronik, og Melchior begyndte sådan her: »Søren Espersen omtaler altid jødedommen så positivt, at jeg burde kvittere med at klappe i hænderne. Men til min beklagelse har jeg ofte på fornemmelsen, at jødedommen bare bliver brugt eller misbrugt som redskab, der kan slå islam i hovedet. Selv komplimenterne, som bliver uddelt til jødedommen, kan ikke altid stå for en nærmere prøve«. Her har Melchior fat i noget centralt, som ikke kun gælder jødedommen, men også Israel: Fordi flertallet af landets fjender er muslimer, og fordi landet behandler palæstinenserne så hårdhændet, føler drabelige islamkritikere som Søren Espersen sig logisk nok på samme side som 'Israel' - forstået som de siddende israelske regeringer. Og forklaringen kan sikkert drives videre, fordi disse israelske regeringer i temmelig mange år ikke blot har været højreorienterede, men ofte har haft ekstremt højreorienterede partier med, kan man selvfølgelig godt se identifikationen: Søren Espersen kan sikkert smukt spejle sig selv i en herre som Israels nyligt afgåede udenrigsminister Avigdor Liebermann fra det yderligtgående højreparti Jødisk Hjem. LÆS OGSÅDet kristne sandhedsmonopol og jøderne Der er strømninger i aktuel israelsk politik, som på det mest paradoksale genopfører samme nationalisme, som i slutningen af 1800-tallet affødte akkurat den europæiske antisemitisme, som zionismen var en reaktion imod med Theodor Herzl (1860-1904) som fremmeste figur. Og selv om 'Israel' i det meste af det 20. århundrede i forlængelse af Herzls utopiske socialisme stod for mange som inkarnationen af noget socialistisk eller socialdemokratisk, noget med arbejderparti og kibbutzbevægelsen og Ben Gurion, Golda Meir og socialdemokratiske venner ude i verden af Anker Jørgensens solide slags, så slog verdenshistorien altså en ret så hovedpinefremkaldende kolbøtte mod slutningen af århundredet, da den nationalistiske zionisme blev mere højlydt end den socialistiske. Israel er, hvad israelerne gør det til. Og jøder verden over skal sørge for selv at bestemme, hvem de er. Overlad det endelig ikke til 'venner' som hr. Espersen. Lyt til besindige folk som den tidligere overrabbiner.
