Man bliver kastet ind i en fuldebøttefest, hvor stemmer og blikke bliver mere og mere slørede før den endelige kollaps.

Men det begynder først for alvor i den melankolske tømmermandsstemning, som melder sig, da festen er slut. Vi skriver 1973, og materialet er sort vinyl. Lou Reed udgiver pladen ’Berlin’ uden nogensinde at have været i den delte tyske storby. Men dens undergangsaura af europæisk splittelse og fordærv gør den til synonym med Reeds fortælling om kærligheden, der går op i limningen. Hvad Reed blot behøvede at se for sig, måtte hans makker, ven og åndsfælle David Bowie tre år senere opsøge fysisk, da han var sunket ned i et overforbrug af berømmelse og ballade.