Det var en ordentlig mavepuster, Uddannelsesdanmark fik i går. Produktivitetskommissionen fremlagde en rapport, som sønderlemmende kritiserede det danske uddannelsessystem fra ble til ph.d. Dyrt og dårligt, er kommissionens dom. I 57 anbefalinger foreslår kommissionen omfattende ændringer af alt fra måden, uddannelserne er organiseret på, til måden, uddannelserne får penge på. Bliver det så blot til endnu en kommissionsrapport, som kommer til at samle støv på hylder? Nej, tværtimod. Under Foghregeringen var det almindeligt, at den slags kommissionsrapporter blev fejet af brættet, så snart de var offentliggjort. Sådan vil det ikke gå med denne rapport. Regeringen har selv bestilt rapporten i 2012, og der er to grunde til, at alle fra top til bund i det danske uddannelsessystem godt kan indstille sig på, at forandringens vinde i de kommende år vil få orkanen Bodil til at ligne en let brise. For det første er rapporten så kritisk og klar i mælet, at den bliver svær at ignorere. Den påpeger samtidig problemer, som hver for sig er velkendte og har været beskrevet flere gange her i avisen. Men som ikke før er blevet formuleret samlet. For det andet var reaktionen fra uddannelsesminister Morten Østergaard (R), at rapporten skal bruges til noget. I en vis forstand er den vand på den mølle, som uddannelsesministeren satte i gang for halvanden måned siden. Da nedsatte han et udvalg for kvalitet og relevans i de videregående uddannelser. Udvalget er allerede kendt som ?Østergaards tæskehold? på landets universiteter. Det tager fat, netop der hvor Produktivitetskommissionens kritik er mest krasbørstig. For hvad hjælper det, at flere får en uddannelse, hvis uddannelsen er dårlig og i øvrigt ikke kan bruges til noget på arbejdsmarkedet? Østergaards tæskehold vil givetvis bruge Produktivitetskommissionens rapport flittigt. Men udvalget vil også konstatere, at der er langt fra at stille diagnosen til at gennemføre kuren. For hvordan skal det ske? Produktivitetskommissionen peger på, at taxametersystemet, som giver uddannelserne penge per elev- og studentnæse og bestået eksamen, er godt til at få flere ind på en uddannelse. Men taxametersystemet virker stik modsat, når det handler om at sikre uddannelsernes kvalitet. De økonomiske incitamenter i taxametersystemet trækker tværtimod i en anden retning. Det skal der laves om på. Desuden peger kommissionen på, at det ikke virker efter hensigten at lade studerendes tilstrømning og uddannelsernes villighed til at proppe flere ind afgøre, hvor mange uddannelsespladser der skal oprettes. Det fører til trængsel på de humanistiske uddannelser, som giver størst risiko for arbejdsløshed og job til lave lønninger. Rapporten har selvsagt kun fokus på produktivitet, og uddannelse handler også om tradition og kultur. Derfor vil det ikke gå helt, som kommissionen prædiker. Men rapporten vil komme til at ændre på mange forhold i uddannelsessystemet.