På tirsdag afgøres skolereformens skæbne. Kommunalvalget og sammensætningen af byrådene landet over bliver afgørende for, hvordan og hvor meget elever efter sommerferien vil opleve, at de starter i en helhedsskole. Mange elever vil støde på rod og uklarheder. Mange vil møde lærere, som er modstandere af skolereformen og måden, den bliver gennemført på. Mange vil i det hele taget spørge sig selv, om skolereformen på kort sigt er en forandring til det bedre. Evner de nyvalgte byråd ikke at få skabt engagement forud for forandringerne, bliver den oplevede virkelighed langt fra undervisningsminister Christine Antorinis blomsterende beskrivelser af reformen. Beskrivelser, nogle vil kalde visionære og andre vil kalde skønmaleri. Reformen blev førstebehandlet i Folketinget tirsdag i denne uge. Selv om der blev stillet drilske spørgsmål til reformens faglige fundament, ventes det, at lovændringerne kører ret glat gennem Folketinget. Partierne bag det brede forlig om skolereformen omfatter alle partier undtagen Liberal Alliance og Enhedslisten. Forligspartierne har holdt flere møder, siden aftalen blev indgået under stort ståhej før sommerferien. Knasterne i lovteksten er nogenlunde høvlet af, og de konservative er efter forårets og sommerens forvirring kommet nærmere, hvad de egentlig mener om længere skoledage og lektiecafeer. Måske skyldes afklaringen, at partiet har gjort tidligere formand og udenrigsminister Lene Espersen til ordfører på området. Hun talte som formand lige så varmt for obligatoriske lektiecafeer, som partiets nuværende leder, Lars Barfoed, i foråret talte imod. Visionær eller naiv Men der er langt fra Christiansborg og til virkeligheden på landets skoler. Og den vej tegner til at blive bumlet og meget forskellig fra kommune til kommune. Hvor stor afstanden er, kan illustreres ved ministerens reaktion på, at hver 6. elev i dag går i en privat skole. Samme dag som Politiken bragte historien, udtalte Antorini til Ritzau, at reformen af folkeskolen i løbet af de næste par år vende vil udviklingen, hvor flere og flere forældre vælger at sende deres børn i privatskole. »Det skulle meget gerne være sådan, at når den nye folkeskolereform træder i kraft 2014, så vil forældrene opleve, at eleverne får et fagligt løft«, sagde hun. Det kan roligt kaldes at gøre regning uden vært. Der bliver brug for mere end par år til at vende udviklingen, og før forældre oplever, at eleverne får et fagligt løft. Især fordi skolereformens gennemførelse bliver en vanskelig affære og for at lykkes kræver tre ting. For det første tæt samarbejde mellem lærere og pædagoger, som skal være om ikke begejstrede, så ikke direkte modvillige. Udenlandske erfaringer blandt andet fra Canada, viser, at det er afgørende. For det andet kræver det skoleledere, der evner den vanskelige balance mellem at lytte, samarbejde og skære igennem. For det tredje kræver det støtte til skolelederne og pejlemærker fra kommunernes børne- og unge-forvaltninger og fra de nyvalgte byråd. Der findes flere eksempler på skoler, hvor en eller to af de tre faktorer er på vej. Men få eksempler på, at alle tre forudsætninger er stede. Især kniber det gevaldigt med lærernes entusiasme, som debatten forud for kommunalvalget til overflod har demonstreret. Nisserne flytter med Når det vil tage mere end et par år efter reformen at stoppe elevernes vandring fra folkeskole til private og frie skoler, skyldes også, at skolelukninger og inklusion af elever med specielle behov fortsætter. Selv om der ikke er noget belæg for, at små skoler er bedre end store, foretrækker mange forældre, at deres børn skal gå i små skoler og helst tæt på hjemmet. Især i de små klasser. Derfor vil lukning og sammenlægning af skoler føre til oprettelse af nye private alternativer. Inklusion har som ventet vist sig at være en svær opgave at håndtere. Det skyldes sammenstødet mellem en økonomisk logik og det enkelte barn. De fleste vil sige, at udviklingen, hvor elever isoleres i dyre specieltilbud, må stoppes. Det har i de senere år vist sig at være en ond spiral, fordi udgifterne til specialundervisning eksploderer, så der bliver færre penge til undervisningen af såkaldte normale børn. Det fører igen til, at undervisningen i skolen bliver udsultet, så flere børn ryger ud af klassen. Selv om der altså er enighed om det overordnede mål med inklusion, giver det utryghed, når der fremvises eksempler på, at børn med specielle behov mistrives i skolen. For det går ud over børnene og deres klassekammerater. I den situation vil forældre stemme med fødderne. Fortalere for skolereformen håber, at helhedsskolen med en varieret skoledag og samarbejde mellem pædagoger og lærere kan skabe en mere rummelig skole, hvor der bliver bedre tid og plads også til børn med specielle behov. Men det vil tage tid, og den tålmodighed har forældre ofte ikke, når det drejer sig om deres børn. Lokalaftaler på vej Så der bliver nok for de nye byråd at tage fat på efter tirsdagens valg. Signaler under valgkampen tyder på, at nogle kommuner med rødt flertal er klar til at imødekomme lærernes ønske om lokale aftaler om lærernes arbejdstid. Det vil såvel Kommunernes Landsforening som Finansministeriets Moderniseringsstyrelse og Skoleledernes Forening helst undgå, fordi forårets konflikt set herfra handlede om at give skolelederne større frihed til at lede og fordele arbejdet på skolerne. Men nogle byråd vil vurdere, at de er nødt til at komme lærerne i møde for at få skolereformen i gang. Hvordan aftalerne kommer til at se ud, vil afhænge af de nye byråd og af, hvordan forhandlingerne med Danmarks Lærerforenings lokale repræsentant vil lande. Skolereformen var svær at forhandle på plads på Christiansborg. Men den bliver endnu sværere at føre ud i livet.