Året 2013 vil gå over i historien som et af de mest turbulente i den danske skoles historie. Elever fra 0. klasse lærte, hvad ordet lockout betyder. Samme elever skulle forsøge at forstå, at de i en måned ikke skulle gå i skole – for til gengæld at skulle gå længere tid i skole efter den kommende sommerferie. 2014 ser ud til at blive lige så turbulent fra top til bund i det danske uddannelsessystem. Der venter en stribe opgør og reformer om det, statsminister Helle Thorning-Schmidt i nytårstalen kaldte regeringens mærke- og hjertesag. Reformerne vil på flere måder ændre den undervisning, danske børn og unge møder, fra de smider deres ble, til nogle af dem får en ph.d. På landets skoler kommer det til at gøre ondt, før det forhåbentlig bliver bedre. Ondt, fordi skolereformen nu skal gennemføres i praksis. Det vil vise sig, at der nogle steder er meget langt fra teori til praksis. Blandt andet fordi der er meget forskellige opfattelser af, hvordan reformen skal gennemføres. Reformen kommer på et tidspunkt, hvor listen over skolens udfordringer er længere end listen over holdbare løsninger. De skrabede budgetter skal holdes, der skal findes plads til børn med særlige behov i klasserne, og samtidig skal lærere, pædagoger og ledere finde en form, så de kan planlægge »længere og mere spændende skoledage«, som der står på næsten hver eneste side i det regeringsoplæg, der var udgangspunkt for skolereformen. Vil det lykkes? Det kommende år vil vise, at der på kort sigt bliver endnu længere mellem de bedste og de dårligste skoler i Danmark. Om reformen på langt sigt vil indfri de store forventninger og retfærdiggøre den forvirring, elever vil opleve i 2014, vil først vise sig om flere år. Ingen samlet løsning Undervisningsminister Christine Antorini havde bebudet, at de politiske forhandlinger om en reform af erhvervsuddannelserne ville være klar før jul, og at reformen ville kunne træde i kraft i 2015. Behovet for reformen er til at få øje på. Færre end hver femte elev søgte sidste år ind på en erhvervsfaglig uddannelse efter skolen. I 2001 var andelen 31,7 procent. Det fald får alle advarselslamper til at lyse, når fremskrivninger samtidig viser, at Danmark kommer til at mangle håndværkere i løbet af få år. For eksempel blikkenslagere bliver der i løbet få år akut mangel på - og det kræver ikke megen fantasi at forestille sig konsekvenserne af det problem. Første del af Antorinis plan er allerede faldet til jorden. Reformen var ikke klar, da Christiansborg gik på juleferie. Parterne i oppositionen har god tid og vil angiveligt ikke være med til at haste en reform igennem. Alt tyder dog på, at reformen vil falde på plads tidligt i 2014 og vil betyde et ensartet grundforløb for alle 108 erhvervsuddannelser. Desuden vil reformen føre til, at eleverne fremover skal have mindst karakteren 2 i dansk og matematik med fra skolen for at komme ind på en erhvervsfaglig uddannelse. Vil problemerne så være løst? Langtfra. Reformen vil ikke i sig selv kunne stoppe den massive folkevandring mod landets gymnasier. En folkevandring, som blandt andet er skabt af politikeres skåltaler om fremtidens vidensamfund og uddannelsessystemets fokus på akademiske færdigheder. Og reformen vil heller ikke afhjælpe problemet med, at hver femte farer vild efter skolen og bliver henvist til at leve et liv på kanten af samfundet med kortvarige ansættelser i et svindende antal ufaglærte job. Dannelse ud Fjernes dannelse fra ordet uddannelse, bliver der kun ud tilbage. Det er kort sagt det, som det nye års opgør om de videregående uddannelser kommer til at handle om. Mindre dannelse og hurtigere ud af de lærdes haller. Hvad angår sidste del, vil den radikale uddannelsesminister, Morten Østergaard, have de studerende hurtigere gennem uddannelsen. Det skal ske gennem en fremdriftsreform, som skal sikre, at de studerende går til eksamen til tiden og gennemfører uddannelsen på normeret tid. Ud over reformens krav har ministeren indgået udviklingskontrakter med universiteterne, som skærper kravene til de studerendes gennemførelsestider. Lever universiteterne ikke op til kravene, kommer det til at koste ved kasse 1. Hverken de studerende eller undervisere er begejstrede. Og selv om Østergaard har udskudt fremdriften i sin egen reform med et år, er banen kridtet op til ballade. Fremdriften er kun starten. Regeringen har nedsat en Produktivitetskommission, som i slutningen af 2013 kom med kras kritik af landets videregående uddannelser, som angivelig er hundedyre, uden at samfundet får nok ud af pengene. I kølvandet på rapporten kom en sand byge af udmeldinger fra Østergaard, som gerne ser flere uddannet til det private arbejdsmarked i stedet for som i dag det offentlige. Han ser også gerne, at universiteterne sætter lige så meget fokus på undervisning, som de i dag sætter på forskning. Desuden forstyrrede ministeren julefreden ved at slå fast, at der i Danmark er for mange uddannelser, og at universiteterne har været lovlig kreative med at tilbyde nye fantasifulde kombinationer. Sidste udmelding er lidt af et selvmål. Det er Akkrediteringsinstitutionen nedsat af Uddannelsesministeriet, som gennem et nedsat panel godkender nye uddannelser. Frem til 1. juli i år var det i øvrigt Styrelsen for Videregående Uddannelser under Uddannelsesministeriet, som stod for den formelle godkendelse. Så hvis ministeren vil stramme op, kan han starte i sit eget system. Om ministeren er klar til det og til mere grundlæggende ændringer, vil vise sig. Han nedsatte kort før årsskiftet2013 blev til 2014, et udvalg, som allerede i foråret skal komme med forslag til, hvordan danske uddannelsers kvalitet og relevans skal forbedres. Udvalget skal også se på, hvordan uddannelserne får penge – nemlig per studerende, uafhængigt af om de færdiguddannede får job eller ej. Der er lagt i kakkelovnen til endnu et varmt uddannelsesår. Om det bliver et godt nytår, vil vise sig.