Glædelig kampdag, kære læsere. Hvad skal vi bruge den til i år?
Der er masser at tage fat på, så hvorfor spilder vi tiden? Ikke siden 1990’ernes nyfeministiske fisseflok og den hellige kernefamilies tilbagekomst er der blevet diskuteret køn og ligestilling så voldsomt som i øjeblikket.
Ordene fyger hen over avisernes papir, ud over rasende debatblogs og ikke mindst i rødglødende Facebookkommentarfelter. Det er ’de røde’ mod ’de blå’. Den ene fløj beskyldes for penismisundelse og gammelkonesnak, mens den anden kaldes for kvindehadere og regressive husmødre. Det er ’karrieremødre’ mod ’speltmødre’, og barnets tarv bruges som våben. Det er Kvinfo mod Liberal United. ’De elitære’ mod ’kassedamen’. Og så videre.
Og det er rigtig godt mediestof. Redaktionerne elsker, når kvinder sidder og skælder ud på hinanden i den bedste sendetid. »Kvinde er kvinde værst«, skynder de sig at argumentere, når der igen inviteres til mudderkastning og tilsvining.
Men i dag er det Kvindernes Internationale Kampdag. Den handler om solidaritet og ligeværd og ikke om at hævde sig selv og sin politiske observans. Sidste år gik kampdagen op i kussesnak og tabermænd, og i år er dagens største dagsorden vigtigheden af de såkaldte missoirs. Altså ligestilling på pissoir-området ...
Med fare for at lyde bagstræberisk tror jeg, vi kan gøre det bedre. Ikke fordi jeg ikke også påskønner enhver mulighed for at kunne lade mit vand i pressede situationer, men der er bare så meget andet, og vigtigt, vi kunne bruge (tale)tiden på. Lad os få noget substans på bordet – ikke mindst en dag som i dag. Så kan vi da godt chit-chatte resten af året.
Da Foghregeringen i 2002 indførte forlænget barselsorlov på op til 12 måneder, skabte man samtidig et øget incitament for arbejdsgiverne til ikke at ansætte kvinder i den fødedygtige alder. Man undlod at gøre noget for at lovgive på området, og når mænd stadig lovmæssigt ikke er forpligtet til at holde barsel, ender den lille abe hos kvinderne. Samtidig intensiverede man indsatsen for, at danske kvinder skulle amme i længere tid i offentligt regi – når nu de alligevel gik derhjemme med ungen. Det var både sundt og godt for barnet, men hvad med kvinderne?
I dag bliver kvinder stadig hyret og fyret ud fra deres fødedygtige hofters målestok, mens mænd må kæmpe med arbejdspladsen for at få lov at holde barsel og pleje tilknytningen til deres småbørn, såvel som deres partners tilknytning til arbejdsmarkedet.
Skal vi ikke se at få gjort noget ved det? Lad os ligestille de to køn, sådan at mennesker ’i den fødedygtige alder’, som med teknologiske fiflerier i parentes bemærket bliver længere og længere for kvinder, er lige dyre for en arbejdsgiver.
Barselsorloven er også roden til at få gjort noget med lønforskelle, kønsforskelle på lederniveau og kvinders manglende indbetaling til pensionsopsparing. Hvis du tager 2-3 gange lang barselsorlov i rap, er det ikke underligt, at du sakker bagud i karrieren, når mændene stadig kun holder 14 dages barsel for størstedelens vedkommende.
Så er der det evige smertensbarn med prostitution.
Ingen regering har endnu vovet at gøre noget med denne gråzone. Jo, vi er alle imod handel med kvinder, og vi er alle imod vold mod kvinder (og mænd, naturligvis), men hvornår er noget frivilligt, og hvornår er det tvang? Er det tvang at komme fra et misbrugerhjem og derfor ikke få taget en uddannelse og blive prostitueret?
Er det tvang at komme fra et fattigt land og tjene penge til familien derhjemme ved at sælge sin krop? Er det tvang at skulle finansiere et stofmisbrug med prostitution? Det vil jeg mene.
Jeg har endnu aldrig mødt en luder med en lykkelig barndomshistorie. Jeg har derimod hørt mange sørgelige historier om svigt, misbrug, fattigdom og overskredne grænser.
Vi kan som nation ikke være bekendt ikke at beskytte vores svageste. Lad os vise solidaritet med landets prostituerede og give dem rettigheder til at blive noget andet end ludere. I år.
»Bryd ikke sammen, bryd ud«, sagde de gamle rødstrømper. Og lad os så trække i arbejdstøjet.
fortsæt med at læse
