Det kan godt ærgre mig, at jeg har læst denne bog.
Før havde jeg nemlig en opfattelse af forfatteren Jette Hansen som en skarp og kyndig feministisk debattør. Nu synes jeg, hun skyder sig selv i foden ved at udgive en bog, der fra ende til anden virker som et langt blogindlæg, hun har printet ud og fået et forlag til at udgive.
Kvindekampen er kørt ud på et sidespor
Hovedbudskabet i bogen, der udkommer i dag på den internationale kvindedag, er, at vi lever i en kultur, hvor et eskalerende kvindehad »har frataget kvinderne den samfundsudviklende kreativitet, som tiden har så hårdt brug for«.
Feminismen og kvindekampen er kørt ud på et sidespor af borgerlige antifeminister, som - ifølge Jette Hansen - til syvende og sidst er ekstremister, fordi de ikke bekymrer sig en skid om ligestilling.
Til disse hører den borgerlige Mie Harder og den kønspolitiske blog damefrokosten.com.
Ikke så velargumenteret
Især de sidste er slemme, fordi de sidste år gav plads til et indlæg af den ultraborgerlige debattør Ole Birk Olesen, der angreb kvinder for i kraft af deres køn at være uegnede til at forvalte samfundsmagt.
Ja, det hævdede manden, og ja, for det synspunkt fik han ros af bloggens to chefredaktører, Lea Stentoft og Camilla-Dorthea Bundgaard, hvilket må siges at være så langt ude, at det ikke er til at begribe.
Men at Jette Hansen orker at bruge energi på Ole Birk Olesen, forstår jeg heller ikke. Manden siger hvad som helst for at komme i medierne, og det er desværre lykkedes så godt for ham, at han sidder i Folketinget. Men at slutte, at hans kvindesyn er repræsentativt for noget i vores kultur, fremstår ikke særlig velargumenteret.
Det samme er tilfældet med Jette Hansens yndlingsaversion, Henrik List. Gang på gang vender hun tilbage til List og fremstiller ham som en debattør, man skal tage alvorligt, på trods af at der går år imellem, at han optræder i debatten, og når han gør det, er hans synspunkter så langt ude, at de færreste lytter til ham.
Massivt kvindehad
Anne Sophia Hermansen er til gengæld en debattør, som Jette Hansen med rette bør tage seriøst, for hun udfordrer konstant Jette Hansens opskrift på feminisme. Som blandt andet handler om, at patriarkatet ikke er besejret, og at kvinder konstant er udsat for et massivt kvindehad fra samfundets side (senest er det gået ud over Amalie fra 'Paradise Hotel', der blev hånet på Facebook, fordi hun klynkede over kærestens vold, skriver Hansen).
En opskrift, som Anne Sophia Hermansen ikke køber, hvorfor Jette Hansen giver hende stemplet 'borgerlig antifeminist' og udnævner hende til repræsentant for en bevægelse, der vil den gamle feminisme til livs.
Der er INGEN tvivl om, at yngre kvinder som Anne Sophia Hermansen ser anderledes på ligestilling, end Jette Hansen gør. Men behøver det betyde, at de ikke ønsker ligestilling? Og når forfatteren Maise Njor kan grine af sit sexliv efter tre fødsler, er det så ensbetydende med, at hun ikke ønsker ligestilling?
Måske - sådan tolker jeg i hvert fald Jette Hansen, der hverken kan fordrage kvinder, der har en anden opfattelse af ligestilling end hun selv, eller kvinder med humor - som Maise Njor.
Jette Hansens bog efterlader en masse spørgsmål: Først og fremmest, hvordan hun selv mener, vi kan opnå ligestilling. Dernæst hvorfor hun tror, at hun besidder opskriften på den sande feminisme. Og endelig: Hvorfor tager hun ikke politikerne til indtægt for den manglende ligestilling? De har da redskaberne til, at idealerne kan blive realiseret.
Har Jette Hansens forlag sovet i timen? Det har i hvert fald ikke gjort hende en tjeneste.
fortsæt med at læse
