Cult er berømt for energidrikke og letpåklædte piger. I årevis har den Åarhus-baserede danske virksomhed danset på kanten af markedsføringslovgivningen og fået såvel feminister som forbrugerombudsmand på nakken for reklamer med halv- og helnøgne kvinder, konkurrencer om silikonebryster og drukvold. Centralt i Cults univers står diskoteksfesten, og firmaet har en hel stribe unge, smukke kvinder på lønningslisten som ’Cultpiger’ . Det vil sige en blanding af Playboy-bunny og bartender, der tager rundt på landets diskoteker og festivaler og sælger alkoholsodavand til letpåvirkelige ungkarle. Det er en ganske interessant verden, rent kønsrollemæssigt, og jeg må indrømme, at jeg selv flere gange gennem årene har tænkt: »hvorfor vil de der piger dog det?«, når jeg har spottet en flok Cultpiger midt i en fest. For hvad er der fedt ved at rende rundt med røven halvt bar og sælge sodapoppers, der tilmed smager dårligt og er dyre? Det spørgsmål er også det fascinerende omdrejningspunktet i en ny dokumentarserie i tre dele, hvor DR Mamas dokumentarhold følger pigerne fra ’Camp Cult’ – en slags teambuilding ude i en skov, hvor pigerne både skal gå på glødende kul og dræbe fisk for at blive rystet sammen – over racerløbet Le Mans til druk på Døllefjelde-Musse Marked og ditto i partybyen Sunny Beach i Bulgarien. Nye piger læres op i at håndtere stive mænd og deres gramserier og ikke mindst kunsten at køre en flirt lige præcis længe nok til, at manden tror, Cultpigen har tænkt sig at gå med ham hjem, men kort nok til, at han bare ender med en Cult-vand i hånden. Og der er tale om grov udnyttelse her! Cult lokker med bar hud og hurtige promiller og drømmen om den lækre, villige blondine, mens kunden betaler 45 kroner for en ’»stærk cider med forfriskende smag af hyldeblomst«’. Det, der især rammer en, når man ser programmet, er, at de her piger er forbløffende reflekterede omkring deres job som Cultpiger. For dem er det eventyr, et kick, adspredelse fra en hverdag som pædagogmedhjælper eller lignende. Der er ingen stakler her, de unge kvinder gennemgår noget rituelt, som de fleste unge skal igennem på den ene eller anden måde: At teste hvor grænserne for ens seksualitet og moral går. For nogle piger er det et job som Cultpige i røde hotpants på et podium til et ’Party i Provinsen’. For andre er det en sugar daddy-kæreste på alder med ens far. For andre igen er det swingerklub eller skiftende partnere: Et eller andet, så man som ung kvinde mærker: okay, her gik grænsen. Cultpigerne i programmerne finder ud af, hvor deres grænser går, når de bliver raget på røven, gloet op og ned, får kastet drikkepenge ned mellem brysterne, bliver hevet i og råbt efter. Som den frafaldne Cultpige Stephie formulerer det: »For hver gang jeg blev behandlet dårligt, gik der noget af mig«. Derfor stopper de, kommer videre, tager en uddannelse, fjerner Cultpige-billederne fra Facebook, og så er det snart bare et ungdomsminde. Det sørgelige i sagen om Cultpigerne er mere de mange unge fyre, der står og sejler rundt af druk langt efter lukketid på Døllefjelde-Musse Marked med døde øjne og spejder efter en pige, der gider tale med sig. Også selv om de skal drikke en ’stærk cider med forfriskende smag af hyldeblomst’ til 45 kroner for at komme i nærheden af hende. Kommer han videre, tænker man? Hvem samler ham op? Se programmerne HER