Hjemme i bogreolen står en førsteudgave af Peter Øvig Knudsens monumentale værk om Blekingegadesagen. Det er et signeret eksemplar, for vi var engang kolleger, og jeg mindes stadig støjen fra forfatterens stramme læderbukser, der fik Weekendavisens redaktionsgange til at lyde som frømandskorpset på efterårsmanøvre.
»Du kom først. Men den, der ler sidst ...«, skrev Peter Øvig med stor forudseenhed og henvisning til min anderledes ufolkelige bog om Politiets Efterretningstjeneste under den kolde krig.




























