Hvad har du så travlt med«, spurgte jeg min gamle kollega forleden, da hun forsinket og forpustet sank ned i en stol på en café midt i byen. »Vi moderniserer«, svarede hun træt, og da hun stadig arbejder i centraladministrationen, vakte det naturligvis min nysgerrighed. Hvilke nye tiltag var mon nu undervejs for at hæve effektiviteten i statens mange institutioner? Var det noget med digitalisering af de allersidste papirbunker eller endnu et forsøg på at samle al statens it under en fælles hat? For hvert forslag jeg smækkede på bordet, blev hendes smil bredere. Til sidst brød hun sammen i et grin: »Overhovedet ikke. Vi tæller te- og sukkerposer«. Op af tasken fremdrog hun et alenlangt spørgeskema fra den såkaldte Moderniseringsstyrelse under Finansministeriet. Meningen er, at hvert enkelt statsligt kontor skal registrere medarbejdernes forbrug af kaffe, te, sukkerposer og flødepulver. Skemaet skal også kortlægge vigtige spørgsmål som, hvorvidt kaffebønnerne nu er malede eller hele, og om man har for vane at indkøbe økologisk eller måske ligefrem fairtrademærket kaffe. Formålet med det hele er, at Moderniseringsstyrelsen »i forbindelse med indkøbsprogrammets 7. Fase i Statens Indkøb« får et samlet billede af de statslige medarbejderes daglige kaffeindtag.
Hvis ikke jeg selv havde arbejdet i centraladministrationen, ville jeg have troet, det var løgn. Spørgsmålet er, om de bare keder sig i den der Moderniseringsstyrelse, siden de finder på at belemre folk med den slags. Eller mener de det helt alvorligt, når de sådan tilkendegiver, at man ikke kan have tillid til statslige medarbejderes lokale prioritering af økologi eller ej, Gevalia eller ej, malede bønner eller ej? Hvad er det, der får folk i sådan en styrelse til at anfægte andre statsansattes brug af de relativt få personaleomkostninger på kaffe? Og hvorfor er moderniseringsbisserne selv så gammeldags, at de tror, andre statsansatte med selvfølge klatter borgernes penge bort? Den New Public Management-bølge, der ligger til grund for den slags opgørelser, indeholder troen på, at hvis man bare laver en central proces og træffer centrale beslutninger om selv de mindste detaljer, så bliver det hele meget bedre og billigere. Bølgen har oversvømmet de statslige medarbejdere i årevis – og noget af det er sikkert fint nok – men med kaffepolitiets skemaer har man vist ramt et lavpunkt. Selv om min gamle kollega og jeg fik os et godt grin over kaffeskemaet – mens vi mindedes andre absurde skemaer fra Finansministeriet – så stak latteren alligevel også lidt i halsen. Der er nemlig noget virkelig forstemmende ved, at statsansatte sidder og konciperer den slags og tilsætter den faste melodi om ’bedst og billigst’ og så tromler hele baduljen hen over hovedet på andre voksne mennesker, der må sidde målløse tilbage. Privatansatte medarbejdere har selvfølgelig også dage, hvor vi synes, vores øverste ledelse træffer tåbelige beslutninger, men pludselig blev jeg ekstra glad ved tanken om JP/Politikens Hus. Nok moderniserer vi med jævne mellemrum, men uden et centralt regeringskontor, der fastlægger, om der skal Gevalia i kaffekoppen, eller som tæller mine brugte teposer.
