Det har været en hed uge for dansk udenrigs-og sikkerhedspolitik. Efter udenrigsminister Lene Espersens (K) personlige påskekrise, hvor der lige fra regeringens eget bagland til støttepartiet Dansk Folkeparti blev sat spørgsmålstegn ved hendes seriøsitet og arbejdsmoral, har de senere dage blotlagt nogle store substantielle problemer. Ligesom de har lagt an til en udenrigspolitik, hvor kommercielle hensyn synes at fortrænge større udenrigspolitiske visioner. Men lad os begynde med... begyndelsen. I krigens skygge De første krisetegn kom onsdag og torsdag, da regeringen først offentliggjorde sin strategi for indsatsen i Afghanistan og dernæst en evaluering fra Udenrigsministeriet af denne indsats i 2009. Det mest opsigtsvækkende i den nye strategi er, at regeringen og partierne bag Afghanistan-aftalen for første gang bringer spørgsmålet om dansk tilbagetrækning på banen. Det skal ganske vist først diskuteres nærmere hen over efteråret, men ånden er sluppet ud. Det måtte komme. For det er præcis de samme signaler, der udgår fra præsident Obama: Først skruede han op for det militære blus - i disse dage forberedes en større offensiv i og omkring den afghanske Taleban-højborg Kandahar - og dernæst vil også de amerikanske soldater blive trukket gradvis tilbage. Det ligger i kortene. Spørgsmålet om dansk tilbagetrækning bringes imidlertid op samtidig med, at Udenrigsministeriet i denne uge offentliggjorde en evaluering, der viser, at Afghanistan-indsatsen slog fejl på centrale områder i 2009: Sikkerheden er stadig elendig. Korruptionen er udbredt. Og der blev slet ikke uddannet det antal afghanske soldater, som der var planlagt. Og det er over otte år siden, at det tidligere Taleban-styre blev fældet.. Kort sagt: Selv om man naturligvis kan finde lyspunkter, er der stadig så mange sorte skyer hen over indsatsen, at man heller ikke skal mere end tre linjer ned i den udenrigsministerielle evaluering for at finde denne formulering: »Den skrøbelige sikkerhedssituation, korruption og udbredte fattigdom er med til at undergrave befolkningens tiltro til den politiske, militære og udviklingsmæssige indsats i Afghanistan«. Præsident Obama har allerede sænket ambitionerne: Hvor forgængeren George W. Bush så krigene i Irak og Afghanistan som ideologiske projekter, der skulle sprede fred og demokrati ud over det ganske Mellemøsten, begrænser Obama sig til at ville nedkæmpe al-Qaeda. Og åbne for dialog med såkaldt moderate dele af Taleban. I Danmark er man nødt til at følge trop med den slags meldinger. USA sætter tempoet. Problemet er bare, at hvor det i USA er en ny præsident, der stiller sig i spidsen for en ny strategi, så er det i Danmark den samme farve regering, som skal anføre de skiftende ambitioner og krigsmål. Lukke-Lene Hvor præsident Obama har stillet sig i spidsen for en verden, der skal samarbejde om store sager som at mindske atomtruslen, så stod hans forgænger, George W. Bush, for en konfrontatorisk kurs. En kurs, hvor man definerede en Ondskabens Akse og inddelte verden i to kasser: »Dem, der er med os, og dem, der er imod os«. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen fulgte troskyldigt efter og inddelte sin verden i »får og bukke«. Danmark førte en såkaldt aktivistisk politik med aktiv krigsdeltagelse, hård kurs mod terror og stærke forbehold over for dialog med den muslimske verden. Det bragte ikke alene Danmark ind i en yderst tvivlsom Irak-krig og en både blodig og kaotisk Afghanistan-krig. Det var også med til at gøre Danmark til et terrormål, der for længst har gjort denne formulering til en standardpassage i Udenrigsministeriets rejsevejledning til danskere, der gerne vil ud at opleve lidt af verden: »Ud over den generelle terrortrussel i store dele af verden er der en særlig risiko for, at terrorangreb kan blive rettet direkte mod danskere«. I forgårs blev der sat endnu en streg under truslen, da udenrigsminister Lene Espersen brugte den som et af sine argumenter for at lukke ambassaderne i bl. a. Jordan og Algeriet. Terrorangrebet mod den danske ambassade i Pakistan i 2008 understregede nemlig terrortruslen mod de danske ambassader, som derfor i nogle tilfælde har store udgifter til sikkerhedsforanstaltninger. Ikke mindst lukningen af ambassaden i den jordanske hovedstad, Amman, som udenrigsminister Per Stig Møller åbnede i 2006, er imidlertid overraskende. Ambassaden har været et af omdrejningspunkterne i regeringens Arabiske Initiativ, som ikke mindst efter Muhammed-kriserne har været fremhævet som et vigtigt dialogværktøj. Og som skulle være med til at udbrede demokrati og reformer. Udenrigsministeren forsikrer over for Ritzaus Bureau, at hun vil fastholde regeringens ' klassiske udenrigspolitiske dagsorden i Mellemøsten', og at lukningen i Jordan skal ses i lyset af, at hun samtidig åbner en ambassade i De Forenede Arabiske Emirater. De omfatter den arabiske verdens to økonomiske centre, Abu Dhabi og Dubai, hvorfor udenrigsministeren mener, at hun bedre kan betjene dansk erhvervsliv derfra. Eller som hun sagde til Ritzau i torsdags: »Vi får virkelig god valuta for pengene«. Man aner kort sagt et øget kommercielt hensyn i Løkke-regeringen, der for nylig var ude i et stykke udenrigspolitisk luftakrobatik, da man skulle genoprette et halvskidt forhold til det store marked i Kina. Også udviklingsminister Pind er rejsende i budskabet om at skabe udvikling i nogle af verdens fattigste lande i samarbejde med det private erhvervsliv. Spar på globalisering Intet kan dog skjule, at Lene Espersens ambassadeplaner også er en betydelig spareøvelse. Åbningen af en enkelt ambassade mere end modsvares af lukningerne af ambassaderne i Jordan, Algeriet, Bosnien og Nicaragua samt generalkonsulatet i Hongkong. Alt i alt spares der 129 mio. kroner. Til gengæld kan der komme en politisk pris: Oppositionen vil spørge, hvordan lukningen af ambassader og generalkonsulatet i det økonomisk brølende Hongkong rimer med regeringens globaliseringsplaner. Oppositionen er i det hele taget begyndt at samle ammunition. Håbet er, at man snart kan fremlægge et samlet bud på en udenrigspolitik, der blandt andet skal afværge, at Danmark begår samme fejl som i Irak og Afghanistan. Dermed kan dansk udenrigspolitik igen blive et hedt debatemne. Endda på et tidspunkt, hvor Lene Espersen er svækket af en hastigt faldende popularitet.