Libyens diktator, Moamar Gaddafi, har travlt: Mens Danmark og en stribe andre lande gør deres fly og militær klar til at håndhæve det flyveforbud over Libyen, som FN's Sikkerhedsråd med diplomatisk møje og besvær åbnede for natten til fredag, rykker Gaddafis styrker lige nu frem mod oprørshøjborgen Benghazi. Det sker lige nu, for øjnene af bl.a. Politikens udsendte i Benghazi. Og præcis det er nogenlunde det værst tænkelige scenario for det internationale samfund. Sagen er nemlig, at et flyveforbud mister sin effekt, hvis borgerkrigen i Libyen nu udvikler sig til en regulær bykrig: Her hjælper flyveforbud ikke. De vestlige lande kan ikke angribe Gaddafis styrker inde i de tætte bycentre uden risiko for at ramme både oprørere og civile. Det er præcis flyveforbudets begrænsning. Og begrænsningen bliver kun endnu større af, at Gaddafis dårligt organiserede og forældede flyvevåben aldrig har været det centrale i hans krigsmaskine, der tværtimod er bygget op omkring hans veludstyrede landsoldater i hans milits. Derfor risikerer det internationale samfund at være kommet så sent på banen, at hele spillet når at ændre sig, inden de senere i dag mødes til rådslagning i Paris. Betyder det, at Gaddafis styre overlever? Lige nu kan ingen svare på det. Men jo dybere den libyske diktators styrker trænger ind i oprørshøjborgen Benghazi, des sværere bliver det for det internationale samfund at fjerne ham med militær magt - med mindre man sætter landstyrker ind. Det har de færreste vestlige lande dog lyst til oven på krigene i Irak og den fortsat blodige krig i Afghanistan. Og Libyens naboer i Den Arabiske Liga har indtil videre også kun talt om en flyveforbudszone - faktisk forsøger flere af detes egne medlemmer lige nu at slå folkelige opstande ned med magt. Det internationale samfund er kort sagt kommet så sent på banen, at det enten må gribe til langt mere radikale midler eller indstille sig på et langvarigt forløb, hvor Moamar Gaddafi i værste fald kan komme til at indtræde mere og mere i den rolle som international paria, som Iraks tidligere diktator Saddam Hussein i sin gjorde. Saddams Husseins regime levede med en international flyveforbudszone i 12 år, inden han i 2003 blev fjernet med magt ved den stærkt omstridte og amerikansk anførte Irakkrig. Sådan en krig vil USA ikke gentage i Libyen: Dels fordi den i forvejen forgældede supermagt er krigstræt. Dels fordi Libyen er af langt mindre strategisk betydning for USA end Libyen. Det er først og fremmest europæerne, der har et problem: Et ustabilt Libyen ligger under 300 kilometer fra EU's sydligste grænse på øen Lampedusa. Og vel at mærke et Libyen, der både er centralt for olie- og gasforsyningen til store dele af Europa, og som hidtil har været en partner i forsøget på at mindske strømmen af flygtninge fra afrika til EU. Moamar Gaddafi har truet med at afbryde dette samarbejde, lige som han har truet med at afbryde samarbejdet om at bekæmpe bl.a. al-Qaeda. Den trussel tager EU meget alvorligt, og det gør de klogt i. Derfor har de også været parate til at handle. Spørgsmålet er blot, om det bliver for sent. Lige nu ændrer tingenes tilstand sig hurtigt. Lidt for hurtigt, mener de i benghazi, hvor frygten for Gaddafi er vendt tilbage. I disse timer akkompagneret af artilleriild og eksplosioner.