Den norske Nobelkomite sendte et stærkt signal, da den for lidt siden tildelte årets fredspris til tre kvinder: Liberas præsident Ellen Johnson Sirleaf, den liberianske borgerretsforkæmper Leymah Gbowee samt den yemenistiske borgerretsforkæmper Tawakkul Karman. Tawakkul Karman repræsenterer 'den arabiske gades' oprør mod de mangeårige arabiske diktatorer og herskere, der allerede er stødt fra magten i Tunesien, Egypten og Libyen, men som i Yemens tilfælde klynger sig til magten ved brutal magtanvendelse. Som leder af Women Journalists Without Chains repræsenterer Tawakkul Karman det civilsamfund, der lige nu - i disse år, dage og timer - med fredelige midler har sagt sig op mod deres undertrykkere. Hun er et eksempel på, at dette folkeoprør netop er et folkeligt oprør, som både støttes og drives af de kvinder, selv om de i store dele af den arabiske verden kæmper mod massiv undertrykkelse. Politisk såvel som kønsmæssig. Præsident Ellen Johnson Sirleaf, der blev Liberias præsident i 2005 efter 14 års borgerkrig, symboliserer, at kvinder ikke bare kan kæmpe for - og ønske sig - demokrati, men også kan styre det. Hendes landskvinde Leymah Gbowee repræsenterer betydningen af den fortsatte kamp for at understøtte civilsamfundet og kampen for kvinderettigheder efter overgangen til demokrati. Det er sigende, at prisen til tre kvinder uddeles på ti-årsdagen for USA's invasion af Afghanistan. Anledningen dengang var al-Qaedas terrorangreb mod USA, men det tidligere Talebanstyres massive kvindeundertrykkelse indgik i mobiliseringen af den folkelige forståelse for, at man måtte sætte militært ind mod ikke bare al-Qaeda, men også Taleban. Ti år efter gør USA - og vi andre - klar til at forhandle en fredsaftale med Taleban, så vores soldater igen kan komme ud. Men kvinderne risikerer at blive de store tabere: Hvad nu med dem? Bliver deres - trods alt - nyvundne rettigheder 'solgt' i en fredsaftale? Bliver de glemt? Det frygter mange afghanske kvinder. I værste fald bekræftede Nobel-komiteen i dag deres frygteligste anelser, fordi der netop i dag ikke var en afghansk kvinde blandt modtagerne af den fornemme pris. I bedste fald mener Nobel-komiteen, at de repræsenteret af et skarpt fokus på kvindernes rettigheder og rolle i den fredelige kamp for demokrati: Som forkæmpere, støtter og eventuelt også ledere. Er det ukontroversielt? Nej, ikke helt. For arabiske magthavere er det kontroversielt, at Nobelkomiteen således støtter dem, der kæmper imod dem. De er vant til at blive føjet. Selv af det danske kongehus, som jo ikke har holdt sig tilbage med at belønne et af de undertrykkende arabiske kongefamilier (Bahrains) med en fin orden. Og i tilfældet Liberia er også den ene af prismodtagerne, præsident Ellen Johnson Sirleaf, omstridt. Hun optræder på en liste fra 2009 over 50 folk, der i 30 år burde have været hindret i at beklæde et offentligt embede, fordi hun i starten af landets første borgerkrig ydede økonomisk støtte til tidligere præsident Taylor. Det er en skam, hvis det kommer til at skygge for det signal, Nobelpriskomiteen har ønsket at sende. Og en skam, at komiteen gør sig sårbar for kritikken. Men måske - forhåbentlig - den har tænkt mest i den overordnede linje: At kvinder - til trods for undertrykkelse mange steder rundt om i verden - ofte også er en uundværlig politisk ressource. Lige fra den demokratiske mobilisering i den arabiske verden lige nu til styringen af de nye demokratier, der forhåbentlig kommer ud af dem. Lige som i Ellen Johnson Sirleaf's Liberia.