Der var ligesom lagt op til, at når først Silvio Berlusconi var på vej ud som leder af Italien, ville også landets og eurozonens problemer være mere eller mindre løst. Men ak: Sådan er det jo ikke. Se bare, hvad der i går skete med renten på italienske statsobligationer – dem, der finansierer landets enorme gæld: De faldt ikke på nyheden om Berlusconis kommende afgang, som mange troede, de ville gøre. Tværtimod. De steg! Faktisk nåede renten på 10-årige italienske statsobligationer op over 7 pct. og dermed det højeste, siden euroen blev indført i 1999. De 7 procent er samtidig ’kritiske’, fordi det er det renteniveau, der tidligere har tvunget andre kriseramte eurolande som Irland, Portugal og Grækenland i knæ. Så høj en rente er nemlig dyr: Hidtil har Italien, eurozonens næstmest forgældede land efter Grækenland, kunnet låne til en gennemsnitsrente på 4,15 pct. Men hvis renten nu lægger sig fast på 7 pct., vil det koste italienerne 65 mia. kr. om året. Høje renter er børsmarkedets måde at udtrykke usikkerhed på: For en ting er, at Silvio Berlusconi har tilføjet og personificeret Italien et politisk troværdighedsproblem og dermed i sig selv været et problem. Men hvem er der egentlig til at tage over? Den svage opposition? Det er en dyr usikkerhed, for det betyder, at italienerne må bruge en stadig større del af deres lån til at betale renter på gamle lån. Og det skaber en ond cirkel – ikke mindst i et Italien, der er gået i stå. Efter i høj grad at have domineret italiensk politik siden 2000-tallet efterlader Berlusconi sig nemlig denne arv: •I 2000 tjente italienerne i gennemsnit 24.000 euro. I 2010 tjente de – når man renser for prisstigninger – kun 23.5000 euro. Danskernes indkomst voksede i samme periode med 1.000 euro. •Arbejdsløsheden var i november 8,3 pct. og ungdomsledigheden hele 29,3 pct. •Produktiviteten er faldet: Ifølge Eurostat producerer italienerne i dag 1 procent mindre per arbejdstime end i 2000. De problemer vil også være der efter Berlusconi, og de udgør essensen af krisen. Det kom børsfolket i tanke om i går . Så kort sagt: Berlusconi er på vej ud, ligesom hans græske kollega, George Papandreou, nu er det. Men problemerne er der endnu – og vi ved endnu ikke, om der er et effektivt lederskab til at løse dem.