Drama. Intriger. Trusler. Aflytning. Det er næppe den slags, man normalt forbinder med et præsidentvalg i Iran. Men det er ikke desto mindre nogle af ingredienserne i det præsidentvalg, der løber af stablen 14. juni. Flere ting er ganske vist velkendte. Først anmoder hundredvis af politikere om at blive godkendt som kandidater. I år var der 686 ansøgere. Dernæst sorterer det såkaldte Vogternes Råd, der består af tolv religiøst lærde og særligt betroede vogtere af den nu afdøde ayatollah Khomeinis islamiske revolution fra 1979, ud blandt kandidaterne. De afgør, hvem der er egnede til at videreføre den islamiske revolution. LÆS OGSÅRafsanjani melder sig som kandidat ved valget i Iran I dette års førstesortering røg samtlige 30 kvinder ud. Ifølge det halvofficielle nyhedsbureau Mehr i går mener 'vogterne' ikke, at kvinder kan blive præsidenter. Men sorteringen fortsætter. Først på tirsdag ventes den endelige liste over godkendte kandidater offentliggjort. Ved det forrige præsidentvalg i 2009 blev kun 4 ud af 475 ansøgere godkendt. På den måde sikrer præstestyret, der siden 1989 har været ledet af ayatollah Ali Khamenei, sig mod overraskelser. I styrets logik er det således op til 'folket' at vælge, men kun blandt dem de herskende præster finder værdige. Og kun efter en debat, der i øvrigt er underlagt censur og meningskontrol. Og - som i 2009 - eventuelt kan kombineres med massiv valgsvindel og rå vold, hvis 'folket' alligevel tager fejl og stemmer på de 'forkerte'. Historisk vendepunkt Som sådan kan man mene, at det er ligegyldigt at beskæftige sig med et iransk præsidentvalg. Fordi valget i sig selv er ligegyldigt. Men det ville være en fejlslutning. For det første er der trods alt et vist spillerum. 'Folket' har tidligere valgt den reformorienterede Mohammad Khatami til præsident, mens det i 2005 valgte den nuværende præsident og kontroversielle hardliner, Mahmoud Ahmadinejad. Så valget kan altså gøre en forskel. Det er også derfor, man sorterer blandt kandidaterne: Det er ikke ligegyldigt, hvem der har posten. For nok er præsidentens magt stærkt begrænset af den religiøse leder og andre organer, men han (!) har dog et vist frirum, f.eks. i den økonomiske politik, i fortolkningen af reglerne for påklædning og debat samt i forhold til magtapparatet. For det andet viste valget i 2009, at tingene kan komme ud af kontrol, fordi utilfredsheden blandt Irans unge og yderst veluddannede befolkning pludselig slog ud i en 'grøn bevægelse', der gjorde præsidentkandidaterne Mir Hossein Mousavi og Mehdi Kharoubi til symboler for en opstand mod de regerende præster. LÆS OGSÅObama har mistet grebet om Mellemøsten Derfor måtte styret gribe til svindel og snyde sig til et genvalg af deres dengang foretrukne kandidat - Ahmadinejad - mens folket blev banket ned med magt og de to reformkandidater hældt i husarrest. Og for det tredje har valget i år allerede taget en uventet dramatisk drejning, der i sin kerne handler om, hvor langt præstestyret tør gå i sin kontrol over den islamiske revolution. Hos den amerikanske tænketank Brookings går Iranspecialisten Suzanne Maloney så langt som til at tale om dette års præsidentvalg som »åbningssalutten i endnu et historisk vendepunkt i den omskiftelige evolution af det revolutionære teokrati«. Det er her dramaet, intrigerne og en række bitre magtopgør kommer ind. Forbindelsen til gud Indtil for nylig så valget ganske vist ud til at passe nogenlunde ind i den velkendte skabelon med hundredvis af ansøgere til at blive godkendt som kandidat og derefter den rituelle frasortering af kvinder og andre uønskede kandidater. Men en magtkamp mellem præsident Ahmadinejad og hans tidligere protegé, den religiøse leder Ali Khamenei, har udviklet sig dramatisk. Så dramatisk, at Ahmadinejad - der ikke selv kan genopstille i år efter to præsidentperioder - har stillet med sin egen kandidat i skikkelse af hans stabschef, den tidligere efterretningschef Esfandiar Rahim Mashaei. Mashaei er kontroversiel. Ikke blot fordi præsteskabet givet foretrækker en kandidat som Saeed Jalili, tidligere stabschef for Ali Khamenei.

Mashaei har også gjort sig til talsmand for, at islam ikke stiller krav om nogen form for forbindelsesled mellem gud og menneske, hvorved han indirekte antaster de herskende præsters autoritet. Det er ret beset selve den islamiske republiks dna, han er inde at pille ved. Derfor afskyr Ali Khamenei og præsteskabet ham. Men tør de forkaste den siddende præsidents kandidat? Og hvad vil der ske? Vil Ahmadinejads tilhængere reagere? Kunne man eventuelt finde på at eliminere Ahmadinejad ved at smide ham i fængsel? Den slags overvejes i disse dage. Det kan hurtigt blive beskidt. Det så man et eksempel på i april, efter at de første konservative præster havde ladet forstå, at de ikke kunne se, at Vogternes Råd nogensinde kunne godkende en 'afviger' som Mashaei. Det fik Ahmadinejad til at fare i flint. Han har tidligere benyttet sig af sine gode forbindelser til den efterretningstjeneste, som også Mashaei kommer fra, til at svine politiske modstandere til. I februar fremlagde han i det iranske parlament, Majlis, pludselig en hemmelig - men tvivlsom - lydoptagelse, der skulle bevise, at parlamentets formand, Ali Larijani, og hans familie er korrupt. LÆS OGSÅSend ikke våben til Syrien endnu Og under en rundrejse i Khuzestanprovinsen 23. april i år mere end antydede Ahmadinejad, at han også kunne bruge sine efterretningsforbindelser mod andre modstandere, der antastede Mashaeis valgbarhed. »Hvis vi afslører så meget som en linje fra jeres personlige sagsmapper, vil jeres rolle være udspillet i Iran«, sagde han. Dagen efter svarede Hassan Firouzabadi, stabschef for Irans væbnede styrker, igen: »Den uro, som den højtærede præsident Ahmadinejad skabte under sit besøg i Khuzestanprovinsen, er uacceptabel og en provokation mod den offentlige mening«. Ordlyden var ikke tilfældig: at provokere den offentlige mening er strafbart i Iran. Og Hossein Shariatmadari, chefredaktør for avisen Kayhan og nær allieret med Irans religiøse leder, Ali Khamenei, fulgte i en ledende artikel op med denne advarsel til den afgående præsident: »Landevej slutter her. Kør forsigtigt«. Præstestyre i klemme Dramaet fik yderligere en dimension, da den snart 79-årige ekspræsident og rigmand Hashemi Rafsanjani også meldte sit kandidatur. Det var ham, der i sin tid overbeviste tidligere ayatollah Khomeini om at afslutte den otte år lange krig med nabolandet Irak. Derfor frygter konservative kræfter, at han også vil være mere bøjelig over for Vesten i forhold til Irans omstridte atomprogram, der i det herskende præstestyres optik ikke står til at ændre. Men kan man ligefrem kassere ham? Eller skal man udnytte, at mange iranere opfatter ham som så korrupt og utroværdig, at han næppe kan blive en samlende leder af oppositionen, men snarere vil kunne bidrage til at splitte den? LÆS OGSÅMinister stopper støtte til Iran Det overvejes. Lige nu. Præsterne skal såmænd nok få et resultat, de kan leve med. Men det ændrer ikke ved, at valget har fået en ny dimension - et element af uforudsigelighed - som virkede fjern efter svindelvalget for fire år siden. Dengang forudså mange, at Iran var på vej til at blive et regulært militærdiktatur. »Den mest slående og vigtige dimension ved dette valg (er) ganske enkelt, at vi er optagede af det«, mener Iranspecialisten Suzanne Maloney. Det handler om et præstestyre, der gradvis er kommet mere i klemme mellem 'folket' og rivaliserende magtgrupper. Og som lige nu skal afgøre, om det hellere vil risikere en konfrontation med en afgående - men uforudsigelig - præsident end med hans præsidentkandidat, der antaster præsteskabets autoritet. Præstestyret er gradvis kommet mere og mere i klemme mellem 'folket' og rivaliserende magtgrupper