Nogle gange tænker jeg, at terroren bare skal komme og tage mig. Jeg er ikke bange for den. Jeg er ikke bange for døden. Slet ikke min egen.
Jeg forestiller mig et sted i København fyldt med mennesker. Jeg er selv ramt af kuglerne. Mine ben lystrer ikke de impulser, jeg sender mod dem. Min krop knækker sammen.




























