Jeg kan ikke holde op med at kigge på det her billede af min datter Alice. Jeg tog det en kold og blæsende aften på Østerbro Stadion. Vi skal løbe om kamp, sagde hun. Ikke om kap. Kamp. Jeg elsker den lille sproglige fejl. Vi løb ved siden af hinanden i den yderste bane, så vi ikke generede hurtigløberne i inderbanen. Jeg var lidt foran og rakte kameraet ind foran hende og trykkede på knappen.
Øjeblikket frøs til is den kølige aften på stadion, og nu kan jeg ikke tage øjnene væk fra billedet. Hendes hår er blæst tilbage af modvind og fart, hun smiler, og tungen hænger ud af munden. Jeg ved det ikke, men jeg tror, at der inde i hendes lille krop på dette tidspunkt intet andet var end den lyksalige fornemmelse af at bevæge sit hurtigt af egen drift. Den lette fornemmelse af svævet i det korte øjeblik, hvor begge ben er fri af underlaget. Løbets natur. Hun var til stede. Hun mærkede det. Flyv, lille fugl. Flyv. Mærk, at dine vinger bærer dig gennem livet.
