På ét punkt står politikerstanden helt sammen på tværs af partifarve: Den politiske debat er blevet forfladiget og tivoliseret af de mange politiske kommentatorer i medierne. Som den konservative Henriette Kjær sagde det til TV 2 efter at have hørt Mogensen, Kristiansen, Engell, Qvortrup & co.: »Jeg bliver rasende. Jeg kan krølle avisen sammen og smide den langt væk, eller jeg kan være på nippet til at smadre fjernsynet. Jeg kan i hvert fald slukke det«. Men politikerne skulle jo spørge sig selv, hvorfor de fleste af os foretrækker debatten mellem Mogensen og Kristiansen. Forleden så jeg det meste af Folketingets åbningsdebat, da jeg livebloggede for politiken.dk. 11 timer med halvkedelige taler, krydret med en oppustet og ligegyldig debat. Et absurd teater, der efterlod mig deprimeret over demokratiets tilstand. På den ene side har vi oppositionen, der bruger debatten på at stille det samme spørgsmål til regeringspartierne i hundredesytten varianter: Hvorfor vil I ikke nedsætte en undersøgelseskommission om betalingen til privathospitalerne? Synspunkterne fremføres med patos om alvoren i at lyve for Folketinget og føre rigsrevisor bag lyset. Oppositionen er naturligvisflintrende ligeglad med papirgangene i regeringen. Den er interesseret i at få ram på den tidligere sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen og lade dunsten af Tamilsag sprede sig i Statsministeriet. På den anden side har vi regeringspartierne, der opfører deres eget lille skuespil. Her iscenesættes dramaet om, hvorvidt S-SF’s foreslåede skattestigninger er på 18 eller 31,5 milliarder. Alle de borgerlige skuespillere og statister ved naturligvis, hvordan det hænger sammen, og hvordan man kan komme til de forskellige tal. Det handler udelukkende om at skabe et fiktivt drama. Kender fru Helle Thorning-Schmidt virkelig ikke sin egen skattepolitik? Gennem 11 stive klokketimer opføres det triste kammerspil med tyk teatersminke, røg og blålys. Når man har set en åbningsdebat, er man ikke længere i tvivl om, hvorfor selv politisk interesserede mennesker fravælger debat i Folketinget til fordel for de politiske kommentatorer. I England er premierministerens ugentlige spørgetid i Underhuset den skarpeste i den politiske debat. I den svenske Riksdag har man med en række initiativer skærpet den direkte politiske duel mellem politikerne. I Danmark slumrer politikerne i en halvtom sal med minimal tv-dækning. Folketingsformand Thor Pedersen burde nedsætte en vismandskommission til fornyelse af de parlamentariske debatter. Gamle parlamentariske hajer og skarpe debattører, der ikke længere har noget at skulle have klinket – Uffe Ellemann, Ritt Bjerregaard, Preben Wilhjelm, den slags. Vismandskommissionen skal udarbejde et reformforslag, der sikrer, at de kedelige paradeforestillinger afløses af relevante og underholdende debatter, der skal kunne tiltrække et politisk interesseret publikum. Måske er det umuligt. Måske har det altid været sådan, at Folketingets store debatter var ligegyldige forestillinger med kunstigt drama. Men så kan politikerne i det mindste ikke fortænke os andre i at tænde for Mogensen og Kristiansen. Kommentaren er bragt i papir-Politiken 9. oktober 2010