Mens de konservative står for den politiske underholdning, sidder Lars Løkke formentlig på Marienborg og grubler over sit efterlønsudspil. Han har lovet et konkret udspil inden udgangen af denne måned - formentlig bliver det et hovedtema på regeringsseminaret 16-17. januar. Det eneste, der ligger fuldstændigt fast i udspillet er, at efterlønnen udfases over 15 år og er afskaffet senest i 2026.<<br/> Nu skal Løkke beslutte: Vil han spille ud med en skrap efterlønsreform eller en mild udfasning? Lad os prøve at se på fordele og ulemper ved de to modeller. Den skrappe model: Løkke kan fx vælge over de næste fire-fem år at hæve efterlønsalderen til 62-63 år. Herefter udfases den ved at hæve alderen med et par måneder årligt i de følgende år. Fordele: Modellen vil give ros fra økonomerne og smæk for skillingen med det samme til regeringens 2020-regnestykke. Modellen ligger ikke langt fra De Radikales tanker på området, og selv Liberal Alliance vil formentlig kvittere positivt. Ulemper: Dansk Folkeparti vil være skeptiske. Ligeledes griber modellen ret hårdt ind i nogle vælgergrupper. De 55-60-årige, der så småt planlægger deres tilbagetrækning, får en meget konkret forringelse og giver oppositionen en krog til en skræmme-/oplysningskampagne i dette segment. På den anden side går mange af efterlønnerne - især de med lidt længere uddannelser - allerede i dag først på efterløn som 62-årige, da det udløser en attraktiv bonus. Den bløde model: Løkke kan fordele udfasningen jævnt eller endda friholde de, der er tættest på efterlønnen for forringelser, fx ved at foreslå, at efterlønnen stort set bevares for de 55-60-årige og udfases jævnt over de næste ti år med et halvt år af gangen. Måske kan han binde det sammen med en eller anden kommission, der skal se på adgangskriterierne til førtidspension for nedslidte eller lignende. Fordele: Oppositionen får sværere ved at påstå, at Løkke smider efterlønnerne i en social massegrav. Forligsmulighederne bliver stærkere med Dansk Folkeparti, så efterlønsreformen kan vedtages før et valg evt. i en kombination med dagens DF-forslag, som også udfordrer Socialdemokraterne: hvorfor vil de dog ikke være med på, at reservere efterlønnen til de nedslidte, vil argumentationen lyde. Ulemper: Økonomer, radikale og især Liberal Alliance vil skælde statsministeren ud for at have barslet med en mus, der ikke batter noget i økonomien. Risiko for ny skuffelse blandt VK-vælgerne og afskalning til Liberal Alliance. Hvad vælger Løkke? Fra et rent taktisk-politisk synspunkt vil Løkke formentlig have bedst af en blød model. Han har allerede høstet den gevinst til sit parti, der var ved at åbne efterlønsdebatten, og jo blødere modellen bliver, jo svagere bliver oppositionens kampagne. Men jeg tror egentlig alligevel, at vi vil se et relativt skarpt udspil. Dels er det den sædvanlige model for VKO-forlig - et skrapt udspil, som DF så kan udvande ved forhandlinger. Dels tror mange Venstrefolk fortsat - på trods af mine venlige råd - at efterlønnen er en vindersag. De vil til et valg på en skrap 2020-plan og har fået yderligere blod på tanden, da Claus Hjort efter Venstres opfattelse udstillede Ole Sohns økonomiske uansvarlighed i Deadlines duploklodsdebat forleden. Samtidigt er det ønskede boost til blå blok udeblevet trods ros fra kommentatorer og økonomer for politisk mod. Den korte udgave af de mange meningsmålinger i kølvandet på nytårstalen er, at V og S er styrket, men at årets første dage ikke har rykket synderligt på styrkeforholdene mellem de to blokke. Den grundlæggende logik bag idéen om at åbne efterlønsdebatten er der derfor fortsat: Vi er nødt til at prøve et eller andet! Men den store joker er de konservative. Uanset om formanden ved regeringsseminaret hedder Espersen eller Barfod, er De Konservative voldsomt presset og vil få svært ved at lægge ryg til en rent kosmetisk reform. De MÅ kræve en relativt skrap linje fra Løkke, hvis en samlet regering skal kunne stille sig bag et udspil. K kan ikke tåle flere fornedrelser.