Tillykke Egypten. Og tillykke til alle, der ønsker demokratiet udbredt på kloden. Det var en storslået tirsdag aften. Der er næsten intet så smukt som ekkoet fra verdenshistorien, når en diktator falder med et brag for et folk, der rejser sig og siger fra. Hosni Mubaraks dage er talte, og det er stærkt tvivlsomt, om han får lov at blive siddende frem til et nyvalg, som han ønsker. Det egyptiske folk har fået en skrøbelig mulighed for at gribe sin egen skæbne, og Vesten må gøre alt, hvad vi kan for støtte op om landets demokratiske kræfter. På den danske scene er højde- og nulpunktet i debatten begge nået af Espersen. Henholdsvis Lene og Søren. Lars Løkke og især Lene Espersen har været forbilledligt klare i mælet. Der er nærmest tale om en slags politisk comeback for udenrigsministeren, der har markeret en utvetydig opbakning til protesterne uden at falde i fælden med at omklamre egypternes egen revolution, som hendes potentielle afløser lidt kluntet kom til. Den røde bloks lavpunkt blev nået af Enhedslistens Per Clausen, der kritiserede regeringen for ’pinlig mangel på støtte til demokratibevægelser’. Jeg ved ikke, om man skal le eller græde over sådan et udsagn fra en gammel VS'er. Men det absolutte nulpunkt nås dog af Dansk Folkepartis Søren Espersen, hvis kynisme og accept af diktatur og manglende menneskerettigheder næsten får Henry Kissinger til at ligne en flæbende idealist. I et interview med internetmagasinet Ræson siger Espersen: