Der er efterhånden ingen vej uden om den bedrøvelige konklusion: Helle Thorning-Schmidts EU-formandskab har været en fiasko. Nuvel, alle de tekniske forhandlinger om EU’s budget osv. er blevet styret stilsikkert i havn af det dygtige danske diplomati. Men som politisk faktor i den afgørende brydningstid for Europa har Helle Thorning-Schmidt været helt ligegyldig. Naturligvis er der grænser for, hvor markant et aftryk repræsentanten for 5,5 mio. mennesker uden for euroen kan sætte på EU’s krisehåndtering, formandskab eller ej. Men statsministeren havde faktisk en række muligheder for at placere sig centralt på den europæiske scene. Dem har hun ikke udnyttet. Tværtimod. Thorning-Schmidt har, som det engang hed om PLO-leder Arafat, ikke forspildt en mulighed for at forspilde en mulighed. Da Danmark overtog formandskabet talte flere om hendes muligheder som brobygger i EU. Først og fremmest mellem landene i og uden for euroen, men også i den europæiske religionskrig mellem dem, der som Merkel sætter budgetdisciplin over vækstskabelse, og dem, der som François Hollande, opererer med den omvendte rækkefølge. Igennem foråret blev François Hollande behandlet som en spedalsk af de konservative europæiske ledere. Hverken kansler Merkel, der kørte kampagne for Nicolas Sarkozy, britiske David Cameron eller italienske Mario Monti skulle nyde noget af at mødes med den farlige socialist. Tænk, hvis Helle Thorning-Schmidt, der taler flydende fransk, allerede dengang havde turdet række ud til sin franske partifælle og måske endda været med til at føre valgkamp for ham. Der er ingen tvivl om, at en sådan støtte fra den seneste sejrrige socialdemokrat i Europa ville have været velkommen. I weekenden bragte Information et dobbeltinterview med den franske filosof Edgar Morin og Hollande, hvor sidstnævnte virkelig spredte vingerne: »I dag må vi også lykkes med et generobringsprojekt: Vi skal have gjort demokratiet stærkere end markederne, så politikken igen kan få kontrol over økonomien, og så vi bedre kan styre globaliseringen. Den moderne venstrefløj skal åbne nye veje. Den skal turde have fantasi til at forestille sig nye politikker«, sagde Hollande.

Kontrasten til Helle Thorning-Schmidt er tydelig. Det er næsten svært at forestille sig hende i samtale med en filosof. Hun har endnu ikke demonstreret et ideologisk vingefang, der gør, at hun har kunnet stemple ind i den europæiske debat i kølvandet på finanskrisen. Når den socialdemokratiske leder så åbenlyst ikke har nogen samfundskritik som makronbund at bygge sin politik på, kommer den til at virke principløs og småborgerlig. Men ikke alene har Helle Thorning-Schmidt ikke rigtig kunnet bidrage med noget i den idedebat, der raser i Europa. Hun har også fejllæst det politiske spil. I diskussionen om finansskatten kunne Danmark uden risiko have indtaget en blød mellemposition og afventet, om Tyskland og Frankrig overhovedet ville kunne blive enige om noget. I stedet bruger Danmark nu med Sverige og Storbritannien politisk kapital på at være blandt de mest kritiske. Og så sent som i søndagens Politiken afviste Helle Thorning-Schmidt en fælles europæisk »kickstart« med de samme trætte talking points, som hun har turneret med siden valget: »I Danmark vil vi ikke gældsætte os mere for at få gang i økonomien. Det kan vi ikke, og det kan man ikke generelt ... Jeg synes, det er en forsimplet måde at se økonomisk politik på«. LÆS ARTIKELThorning afviser europæisk kickstart Det er ikke alene en dårlig socialdemokratisk analyse, men en dårlig politisk analyse. For enhver kunne på dette tidspunkt se, at valget af François Hollande ville betyde, at en eller anden form for vækstpagt ville komme til i centrum. Da Hollande tirsdag blev indsat som præsident, lovede han bl.a. at »åbne et nyt spor« i den europæiske diskussion: »For at komme gennem krisen har Europa brug for visioner. Brug for solidaritet. Brug for vækst. Jeg vil foreslå vore partnere en ny pagt, der kombinerer den nødvendige nedbringelse af den offentlige gæld med den essentielle stimulering af økonomien«.
LÆS OGSÅMerkel og Hollande vil fastholde Grækenland i euroen Realpolitikeren Merkel har efter valget af Hollande indstillet sig på, at et vækstinitiativ er politisk nødvendigt. Det skulle Thorning-Schmidt have grebet og sat sig i spidsen for dette initiativ frem mod EU-topmødet om vækst. I stedet tabte hun bolden. Igen. Thornings tilhængere havde håbet, at formandskabet kunne være et gennembrud for hende, der også kunne bruges indenrigspolitisk. Hvis statsministeren havde optrådt som en centrum-venstre-leder i EU, ville mange i hendes bagland langt bedre kunne leve med de skrappe reformer, der er på den danske dagsorden.