Sammensværgelsesteoretikerne – og dem har Det Kgl. Danske Socialdemokrati aldrig manglet – mener, at det var med velberåd hu, at Mogens Lykketoft lukkede den stigende interne kritik af finansminister Bjarne Corydon ud i offentligheden ved et møde i tænketanken Cevea. Selv om Lykketoft blev professionelt ophidset over, at Jyllands-Posten viderebragte hans bemærkninger, tilskriver de fleste den gamle magtspiller så meget machiavellistisk metode, at han udmærket vidste, at bemærkningerne ville finde vej til pressen. Først gav Lykketoft en lige venstre til regeringens ensidige fokus på arbejdsudbud og budgettets balance i 2020. Corydon dummede sig, da »han købte Finansministeriets regnemetoder, da han ankom. Det var der ingen som helst grund til. Det bygger på økonomiske teorier, som strider imod enhver erfaring på dansk jord«, sagde 1990’ernes succesrige finansminister. LÆS ARTIKELLykketoft undsiger regeringens politik Og han fortsatte med et leverstød til den skattereform, som S-ledelsen betragter som hjørnestenen i forsøget på at generobre midten i dansk politik: »Det er i hvert fald ikke bevist på skandinavisk grund, at lavere marginalskat øger arbejdsudbuddet«, lød Lykketofts lammende kritik. Det største problem for Bjarne Corydon er imidlertid ikke Lykketofts eventuelle illoyalitet. Det er derimod, at Lykketoft så præcist sætter fingeren på det, finansministeren tilsyneladende ikke selv kan se, og at den interne kommunikation i Socialdemokratiet er så ringe, at Lykketoft må sige det offentligt for at blive taget alvorligt. Der er naturligvis ikke noget galt i at lave langsigtede prognoser for dansk økonomi. De kan være kvalificerede gæt på udviklingen, hvis ikke den truende økonomiske nedsmeltning i Europa vælter alle antagelser, der kan være med til at prioritere politikken: Hvilke initiativer har vi råd til nu, og hvad må vente til senere? Det ved Lykketoft, der på godt og ondt selv har indført de langsigtede finanspolitiske planer i dansk politik.
Men regeringen har byttet rundt på mål og middel. Opfyldelsen af de målsætninger, embedsværket har regnet sig frem til, er blevet et mål i sig selv. Det er ikke bare finansministeren, der er blevet dresseret af Finansministeriet til et manisk fokus på disse regnestykker fra en fjern fremtid, det er hele vores politiske offentlighed. Da Dansk Metal i fredags fik fumlet trepartsforhandlingerne på gulvet, begyndte alle straks at spekulere over, hvor de 4 milliarder, som forhandlingerne ifølge regeringsgrundlaget skal give i 2020, så skal findes? LÆS OGSÅCorydon bekræfter: Forhandlingerne er døde De centrale problemer er: Hvordan kan vi så tage fat på ungdomsarbejdsløsheden, praktikpladsmanglen, løfte ufaglærte op som faglærte, fornyelsen af den offentlige sektor og alle de andre væsentlige ting fra forhandlingsbordet? Stop nu med det vrøvl om fremtidens manglende milliarder. Ideen om, at politik kan gøre en forskel i menneskers liv her og nu eller i det hele taget skabe et mere retfærdigt samfund, er ved at fordufte. Og det er måske essensen af den socialdemokratiske krise? Socialdemokraternes katastrofale meningsmålinger må føre til et totalt opgør med regnedrengenes fuldstændige overtagelse af rorpinden i regeringen. Konkret handler det nu om at få lagt snakken om disse ligegyldige 4 milliarder i graven og reddet de rigtige politiske elementer om bl.a. ungepakker, uddannelsesløft og vækstprogrammer ud af trepartsbrandtomten. Finansministeren har vundet mange personlige point på sin rolige, saglige fremtræden. Men han har ikke scoret mange point for holdet, der i den grad savner en politisk retning fra regeringens ledelse. Når statsministeren er så ideologisk åndsfraværende, som hun er, er det nødvendigt med en stærk politisk ledelse fra finansen. Den opgave har Corydon ikke løst tilfredsstillende. Bjarne Corydon må bevise, at han har evnerne til at være andet end en dygtig topembedsmand på tålt ophold i Finansministeriet. Ellers vil kritikken tage til fra Lykketoft og ligesindede, der mangler en adresse på den politiske kritik, som de af gode grunde ikke kan rette mod statsminister Helle Thorning-Schmidt. Og befolkningen vil stadig stå og spejde forgæves efter den forandring, de troede, at de stemte for i september sidste år.
