Mandag udkom debatbogen ’Det danske klassesamfund’, hvor de fire forfattere overbevisende argumenterer for, at der stadig er dybe skel mellem forskellige sociale grupper i det danske samfund. Arbejderne udgør 47 procent af befolkningen, men tømreren, rengøringskonen og frisøren bliver alligevel glemt i den politiske debat og proces. Derfor barberes efterløn og dagpenge, arbejdsmiljøpolitik negligeres, og lønnen (for disse grupper, naturligvis) skal holdes i ro af hensyn til konkurrenceevnen. Denne halvdel af befolkningen har mistet formue og status selv i 00’ernes fede år, de lever kortere, deres børn har færre muligheder end de øvre lag. Det spørgsmål, der står skrigende tilbage, er naturligvis, hvorfor i alverden halvdelen af befolkningen finder sig i at blive glemt?
LÆS OGSÅ De sociale kløfter øges, mens politikerne sover
Og hvorfor stemmer halvdelen af arbejderne eller mere på de blå partier, der vil øge uligheden endnu mere?
Den gåde har verdenshistoriens venstreorienterede naturligvis tumlet med i mere end hundrede år, og svaret ender som regel i en eller anden afart af det marxistiske ’falsk bevidsthed’ – arbejderne ser ikke deres objektive interesser i en mere retfærdig fordeling.
