Det fyger i debatten med både over- og underdrivelser om den grønlandske undergrund og de råstoffer, der ligger gemt i den. Det ene øjeblik må man forstå, at guldet venter på at strømme ned over fjeldene, det andet, at kun en hær af slavearbejdere vil kunne gøre minedrift i Grønland rentabelt. Ingen af delene har ret meget med virkeligheden at gøre, selv om det er veldokumenteret, at der er forekomster - også rige - af både de ene og af det andet. Grundproblemet er, at udvindingen af sådanne råstoffer kræver store investeringer, og at disse investeringer vil være særligt krævende i Grønland på grund af de særlige geografiske, klimatiske og sociale forhold. De fleste steder i verden sker sådanne investeringer i et kompliceret samspil mellem private og offentlige aktører. På den ene side bekoster det offentlige den nødvendige infrastruktur og stiller måske garanti og/eller krav om at aftage en del af de udvundne råvarer til en bestemt pris i en fastsat tidsperiode. Modsvarende foretager det selskab, der tager koncessionen, en række investeringer, ligesom det svarer skatter og afgifter. Det skaber stor gensidig afhængighed mellem den, der giver, og den, der tager koncessionerne. LÆS OGSÅKleist og Thorning skyder Løkkes Grønlands-forslag ned En af de helt store udfordringer ved råvareinvesteringer i Grønland er, at befolkningen bor så spredt, at investeringer i havne og veje ét sted ikke nødvendigvis gavner andre. Fordele vil kun komme i den udstrækning, de store anlægsarbejder også giver øget aktivitet i byerne, for eksempel i form af øget lufttrafik og hotelvirksomhed. Kommercielle investorer må samtidig regne med, at omkostningerne i det arktiske område er større end mange andre steder, og når investeringer her skal konkurrere med andre muligheder, kommer Grønland let nederst i bunken. Det er ikke noget tilfælde, at selvstyret har taget initiativ til at fjerne én forhindring for investeringerne ved at gennemføre den omdiskuterede storskalalov. Omvendt er der også store perspektiver for den, der har styrken til at engagere sig. Der er nemlig ikke megen tvivl om, at der i Grønland er råstoffer, der udgør en betydelig del af de uudnyttede globale reserver. Det betyder, at de kan være med til at påvirke verdensmarkedsprisen på sådanne råvarer og dermed også rentabiliteten af store investeringer i udvindingen andre steder. Et godt eksempel på denne problematik er den rige forekomst af sjældne jordarter ved Kringlerne i Sydgrønland. Her forekommer de sjældne jordarter, der indgår i en række højteknologiske produkter, i en koncentration, som er yderst sjælden geologisk set. I dag har Kina noget nær monopol på produktion af denne strategisk vigtige råvare. Paradokset er, at en eventuel udvinding i Kringlerne ville kunne få verdensmarkedsprisen til at dykke. LÆS OGSÅLøkke vil have timeout: Er dybt bekymret over kinesiske lønninger i Grønland Det kan ødelægge udvindingens lønsomhed - både i Grønland og i Kina - og i øvrigt også lægge gift for andre lande, herunder USA, der er i gang med at genoptage produktionen fra forekomster dér. Hvis man har økonomiske interesser i den nuværende produktion af sjældne jordarter, kan det med andre ord ud fra en økonomisk betragtning være mere rentabelt at undgå en konkurrerende udvinding i Grønland end at investere i udnyttelsen af den grønlandske forekomst. Sådan vil Grønland naturligvis ikke se på det, men selvstyret kan let komme i den situation, at det er mere værd for store aktører at undgå at udvinde, end det er værd at foretage investeringerne og risikere et prisfald.

For mens de, der allerede producerer andre steder, kan tjene penge på ikke at investere, skal alle andre gennem høje afskrivninger på store investeringer - oven i købet med udsigt til stejlt faldende priser, hvis de skal indlede en ny udvinding i Grønland. Derfor vil det være vigtigt for Grønland at sikre, at eventuelle koncessioner ikke forbliver sovende, men faktisk fører til investeringer og udvinding - og dermed til aktiviteter og indtægter. Men den beskrevne mekanisme giver investorerne gode kort på hånden, hvad enten de er private eller via forskellige selskaber i virkeligheden repræsentanter for statslige interesser. Selv om det således kan blive mere besværligt, end det måske umiddelbart ser ud, at tiltrække aktive investeringer i udvindingen af råvarer i Grønland, er der ikke tvivl om, at adgangen til de mange reserver i sig selv er et stort aktiv. Det kan være svært at forudse, hvor de generelle prisstigninger på råvarer kommer til at slå hårdest igennem. Men logikken er, at priserne alt andet lige vil blive ved med at stige, i takt med at millioner og atter millioner af mennesker i de nye vækstøkonomier bliver en del af den globale middelklasse, der forbruger naturressourcer og råvarer i stor stil. Med stigende efterspørgsel og stagnerende produktion vil priserne stige. Det vil føre til øget genbrug og mere effektive produktionsmetoder, men før eller siden vil det også sætte sig i stigende priser på de enkelte råstoffer. Når det sker, kan regnestykket omkring udvinding i Grønland se meget anderledes ud. LÆS OGSÅNy bog: Råstoffer gør Grønland til en global medspiller Det ved de store råvareselskaber og ikke mindst de nye vækstøkonomier naturligvis godt, og de er alle særdeles fokuserede på at sikre sig adgang til de pågældende råvarer overalt på jorden. De har ingen illusion om, at råvarepriserne primært sættes af markedet. Den er ligesom olieprisen fastsat af faktorer, der først og fremmest er politiske og strategiske, og som i sidste ende afspejler, hvem der kontrollerer produktionen og udbuddet. I den sammenhæng kan det være endog særdeles lukrativt at have adgang til store forekomster og at have muligheden for at indlede udvindingen - eller lade være. Det kan tænkes storpolitisk, men er også sandt i langt mindre målestok. Tænk blot, hvad det betød for Danmarks udenrigspolitiske og økonomiske handlefrihed, da vi blev selvforsynende med gas og olie fra Nordsøen og dermed også afskærmet for virkningerne af de voldsomme svingninger i de internationale oliepriser. Den samme uafhængighed og handlefrihed, som vi også opnår, i takt med at vi omlægger en stadig større del af energiforsyningen til vedvarende energi. Der er en grund til, at både selskaber og lande ønsker adgang til råvarer og kontrol med deres udvinding. Der giver handlefrihed og råderum. Det er også penge værd.