For nylig stod jeg foran en sal fuld af nyansatte hos et af de fire helt store revisionsselskaber. Mens jeg tog flokken i øjesyn, bemærkede jeg noget underligt. Blandt de omtrent 80 ansigter, der vendte mod mig, var ikke et eneste af dem grimt. Ikke et eneste bumset eller koparret fjæs. Ingen af dem havde ubehagelige asymmetriske træk. Hvert eneste ansigt var en fryd for øjet.
Og vi taler ikke Vogue eller modehuse her. Personerne var altså blevet ansat til at revidere firmaregnskaber, en opgave, der forudsætter, at man er usædvanligt begejstret for god regnskabsskik – ikke at man har høje kindben. Alligevel var samtlige unge revisorer i salen udstyret med et udseende, hvis minimumsstandard kun de færreste almindelige mennesker kunne leve op til.
