Hvorfor har regeringen så svært ved at formulere en klar, markant dagsorden?
Hvorfor hører vi hele tiden om løftebrud? Og hvorfor har man indtryk af, at regeringen er i en evig forhandling med sig selv? Svaret finder man i det hundeslagsmål om SF-næstformandsposten mellem mureren Tesfaye og akademikeren Fuglsang, der udfolder sig i disse dage, og som afslører en grundlæggende indre uenighed, der skærer ned igennem hele centrum-venstre-fløjen. Partierne til venstre er nemlig splittet mellem to linjer, som gør det svært at føre en klar politik. På den ene side er der ’arbejderismen’, der lægger vægt på bedre forhold for den almindelige lønmodtager: job, et godt arbejdsmiljø og en velfungerende hverdag med gode boliger, skoler og transportmuligheder.
