»Hold kæft, hvor var du god!«. »Jamen, i lige måde, du overgår jo dig selv«.
Sådan flyder ordene på arbejdspladser, på nettet, ja overalt. Og det er da på mange måder skønt og livsbekræftende. Livsbekræftende var det også, da mønsterbryderen Lisbeth Zornig sidste lørdag fortalte, at det var lærernes og pædagogernes anerkendelse og ros, der gjorde hende i stand til at bryde ud af underklassen. Personligt er jeg vild med at få ros. Og jeg føler bestemt ikke, at jeg får for meget. Gør du, kære læser? Nej, vel? Og sådan har vi det alle sammen, skulle jeg mene. Mere, mere, mere … Men det er netop i dette ’mere, mere, mere’, at djævelen kigger på os. For hvis vi bliver afhængige af, at andre roser og anerkender os hele tiden, har vi et problem. Ikke bare som mennesker. Men også som samfund. Tidens higen efter et ’fix’ af anerkendelse slår mig, når jeg fredag aften ser unge stå dér i ’X Factor’ med ’Ros mig nu’-blikket. Eller når jeg på Facebook støder på mine ’venners’ evindelige »Hvor er jeg glad for anmeldelsen af min bog«-opslag efterfulgt af andre ’venners’ »Du er bare så god«-kommentarer.
