Han kom, han så og han sejrede. I løbet af 48 timer lykkedes det præsident Barack Obama at lægge Israel ned. Den jødiske del af befolkningen, forstås, ikke mindretallet på 1,3 mio. israelske arabere, der ikke tog del i festlighederne. For deres del var præsidentbesøget en skuffelse. Ligesom det var tilfældet for palæstinenserne i de besatte områder. Obama kom ikke som en moderne udgave af fredens apostel med et budskab, som ville bevæge såvel israelere som palæstinensere til at smede deres våben om til plovjern, som der står i de hellige skrifter. Han kom derimod for at reparere forholdet til ministerpræsident Benjamin Netanyahu, der har været forbitret næsten lige fra det øjeblik, Obama flyttede ind i Det Hvide Hus. LÆS OGSÅObama: Israel er vores evigt allierede Præsidentens første rejse til Mellemøsten gik til Kairo, hvor han holdt en indsmigrende tale, hvor han bl.a. på Vestens vegne, i øvrigt uden mandat, bad araberne om at tilgive alle de forsyndelser, Vesten, ikke mindst efter arabernes opfattelse, har begået mod muslimer og ikke mindst araberne. Hvorefter Obama rejste til Tyrkiet, USA's Nato-allierede. Han undgik at besøge Israel, hvilket især den israelske højrefløj, dvs. Netanyahus regering, anså for at bekræfte deres værste formodninger med hensyn til en amerikansk præsident, der som mellemnavn hed Hussein, og hvis far var muslim. Obamas besøg var i første række resultatet af de seneste begivenheder såvel i Mellemøsten som i det fjerne Østen, der har forårsaget et skift i USA's strategiske overvejelser. Overordnet set er USA på vej ud af Mellemøsten. Ikke fra i dag til i morgen. Efter at have været regionens dominerende magt siden Anden Verdenskrig kan Washington ikke afvikle det mellemste Østen på kort sigt. Men processen er i gang. Hovedvægten af USA's opmærksomhed flytter til Stillehavet og konfrontationen med et Kina, som i de seneste år i voksende grad har søgt at udnytte USA's svigtende interesse i området. USA har nu travlt med at styrke sine alliancer i det fjerne Østen. LÆS OGSÅObama besøger sin værste ven Denne ommøblering af USA's strategi har øget Israels betydning som allieret. Israels og Tyrkiets. De to eneste sikre amerikanske forbundsfæller i en region, der er i færd med at ryste støvet af sig og finde sin egen identitet. I øvrigt en region, hvor mindst 75 pct. af befolkningerne er fjendtligtsindede i forhold til USA. Af gode grunde, set fra et arabisk synspunkt, må man indrømme.
Det eneste konkrete resultat af de mange måneders omhyggelige forberedelser op til præsidentbesøger var, karakteristisk nok, at de to amerikanske allierede, Tyrkiet og Israel, atter er kommet på talefod. Genoprettelsen af de diplomatiske forbindelser er produktet af amerikansk diplomati. Som det fremgår af USA's passivitet i forbindelse med en syriske borgerkrig, er det Washingtons hensigt at koncentrere sig om det problem, som har direkte indflydelse på USA's nationale sikkerhedsinteresser. Det er Iran. Det problem, der lige siden Anden Verdenskrig har domineret USA's Mellemøstinteresser, olien, spiller en mindre og mindre rolle, efterhånden som USA bliver selvforsynende. Iran er et kardinalproblem, fordi Obama ikke kan affinde sig med en iransk atombombe, der vil kunne udløse et kapløb mellem en række lande i Mellemøsten og dermed spænde ben for en af Obamas politiske målsætninger - ikke-spredning af kernevåben. LÆS OGSÅFredsprocessen savner lidt amerikansk action Obama kom, så og sejrede. Hans store tale til flere tusinde unge var et mesterværk. Aldrig har en amerikansk præsident sagt alle de ting, som den israelske offentlighed hungrer efter at høre. Han forstod den historiske nødvendighed af en jødisk stat, han beundrede dens økonomiske og videnskabelige resultater. Han udtalte, perfekt, nogle hebraiske sætninger, og han nærmest favnede Benjamin Netanyahus kone, der ifølge rygterne spiller en afgørende rolle bag kulisserne. Obamas budskab til de unge var samtidig et indirekte signal til palæstinenserne om, at de ikke skulle forvente nogen redning fra Washington. Vælg ledere, der vil fred, var Obamas råd til de unge. Det er op til jer at ændre regeringens kurs. Det er muligt, at den proces er i gang, men det vil tage tid. I mellemtiden må palæstinenserne vente. Det var stort set Obamas farvel til en aktiv indsats for at få den israelske palæstinensiske fredsproces tilbage på skinnerne. Han fik det ud af besøget i Israel, som han havde brug for. Resten vil han nu overlade til sin udenrigsminister.
