Med afgørelsen i duellen om sølvmedaljerne som det sidste spændingsmoment sluttede sæsonen for spillerne i den bedste danske fodboldrække, men forberedelserne til den næste er såmænd allerede i fuld gang. Mestrene og en del af det slagne felt skal meget snart være trimmet til europæiske udfordringer, nedrykkerne skal indrette en organisation med færre penge til en hurtig tilbagevenden eller en ny begyndelse og de to oprykkere må på markedet efter nødvendige forstærkninger, samtidig med at de får overstået de sidste kampe i den næstbedste række. Det er en efterhånden velkendt cyklus med indtil flere tilbagevendende problemstillinger: ? De vigtigste placeringer – mesterskab, europæisk deltagelse og nedrykning – er i vid udstrækning afgjort flere uger før afslutningen, så fodboldfesten slutter med en serie af mange betydningsløse og dermed uinteressante kampe i stedet for at være kulminationen på en lang sæsons anstrengelser. ? De økonomiske interesser koncentreres i et meget snævert selskab, som det år for år kun bliver vanskeligere at begå sig i. Ikke desto mindre får netop oprykkerne kortere tid til at forberede sig på tilværelsen i superligaen end dem, der allerede har plads i den. Turneringsformen er således i sig selv med til at grave kløften mellem de bedste og de næstbedste dybere og det i tilgift med selvforstærkende kraft. ? Vilkårene for oprykkerne gør det til reglen snarere end undtagelsen, at i hvert fald den ene af dem må returnere til den næstbedste række efter blot en enkelt sæson i superligaen. Det gør ualmindelig svært for hold med den skæbne at skabe et bæredygtigt fundament, økonomisk såvel som sportsligt. Derfor er superligaens afslutning en naturlig anledning til at diskutere turneringsmodellen. Det vil være indbildsk at hævde sig i besiddelse af et perfekt forslag uden ulemper, for strukturen har både været såvel diskuteret som forandret adskillige gange og vil blive det igen, når udviklingen gør det nødvendigt. Men konkrete forslag er til gengæld et godt udgangspunkter for debat, så her er et af slagsen: Udvid superligaen, sæt automatisk nedrykning ud af kraft, skær antallet af divisionshold ned og giv reserveholdene deres egen liga. Intakt spænding i tredelt slutspil Toppen af 1. division bliver smallere og smallere, fordi det er så stor en udfordring at forberede sig på mulig oprykning, at mange klubber mere eller mindre frivilligt må opgive det. Det skaber ’elevatortendensen’, som i hvert fald for en brugbar tid kunne sættes ud af kraft ved at udvide superligaen til 14 klubber, samtidig med at vilkårene for oprykning blev gjort realistiske (læs: vanskeligere). I disse tanker om en superliga med 14 klubber er to indbyrdes opgør grundspillet, inden sæsonen således efter 26 runder bliver afsluttet med et tredelt slutspil: ? Nr. 1 til 4 i grundspillet beholder pointene efter de 26 runder og mødes derefter indbyrdes igen både hjemme og ude med i alt yderligere seks kampe til at afgøre medaljefordelingen. Nr. 1 møder først nr. 4 ude og hjemme, dernæst nr. 3 ude og hjemme og slutter med dobbeltopgør mod grundspillets nr. 2 i det, der i bedste fald kunne blive DM-finaler, i værste fald prestigefulde topkampe. ? Nr. 5 til 12 i grundspillet slutter sæsonen med en cup-turnering over seks runder om en plads i Uefa Cup-kvalifikationen, der udvides med nedlæggelsen af Toto Cup efter denne sæson. Dobbeltopgør mellem nr. 5 og nr. 12, nr. 6 og nr. 11, nr. 7 og nr. 10 samt nr. 8 og nr. 9 er kvartfinaler, vinderne går til semifinaler om pladserne i den afsluttende finale over to kampe. ? Nr. 13 og 14 i grundspillet spiller en miniturnering over seks kampe mod de to bedste 1. divisionshold om to pladser i næste sæsons superliga. Der forudsætter selvsagt, at 1. division for at følge superligaens kalender bliver skåret ned til 14 klubber. Alternativt kunne der etableres to regionale 1. divisioner, hvorfra kun vinderne fik oprykningschance. Det ville gøre nåleøjet at komme igennem endnu mindre for klubber på vej frem, men måske realistisk lille, således at dansk fodbold blev forskånet for en topliga uden hold, der slet ikke har kvaliteten til at være med. Antallet af hold i toppen af dansk fodbold må skæres ned Den struktur ville betyde, at Danmarks 16 bedste fodboldhold skulle spille 32 ligakampe på en sæson i modsætning til de nuværende 33 og samtidig fik en afslutning, hvor der som udgangspunkt var noget på spil i alle kampe i de sidste seks runder – det ville skærpe interessen i perioden, hvor banerne er i bedst stand og vejret som regel er mest publikumsvenligt. Om de underliggende rækker fortsat skulle hedde 2. division og være i to eller fire regionale opdelinger er reelt underordnet. I dag udgøres toppen af dansk fodbold af 60 divisionshold, så det kan umiddelbart virke dramatisk at skære den ned til 42 (14 i superligaen, to gange 14 i 1. division). Men for det første er så langt fra alle de 60 hold involveret i noget, der lever op til betegnelsen topfodbold – se blot på tilskuertallene – så en skærpelse af niveauet var ikke af vejen. For det andet er de første 7 hold meget lette at tage ud af ligningen, for det kan kun gå for langsomt med at få superligaklubbernes reservehold ud af turneringerne. De må have deres egen liga, så det ikke går ud over andre end dem selv, at de – som oftest meget forståeligt – den ene uge stiller med et supermandskab og den næste uge med et halvt ynglingehold. Det er muligt, at der er aspekter af forslaget, som ikke er tænkt til ende, men lad det være udgangspunkt for en debat, der synes værd at tage.