En grand slam-turnering i tennis som French Open kan godt minde om en opsætning på de største teaterscener.
I første akt er der plads til, at statisterne udfolder det talent, de nu engang råder over, mens indehaverne af hovedrollerne blot holder sig i gang på scenen for at gøre opmærksom på deres tilstedeværelse. Når tæppet går for anden akt, træder plakatens største navne imidlertid for alvor i karakter og mønstrer fuld koncentration på vej mod forestillingens kulmination, hvor de skal stråle.




























