Vi har skabt et samfund, der i et internationalt (og historisk) perspektiv har en usædvanlig høj grad af lighed. Velfærdsstaten sikrer, at alle kan få en uddannelse, har adgang til sundhedsvæsenet osv. Det kommer selvfølgelig især samfundets svageste til gode, men vi nyder alle sammen godt af velfærdsstaten. Den er med til at sikre samfund hvor, med Grundtvigs ord, få har for meget og færre for lidt. Dermed afspejler den nogle af de værdier som mange danskere vil beskrive som særligt danske; tryghed, lighed og demokrati.
Underklassen? Det er statens ansvar
Men har vores forelskelse i velfærdsstaten gjort os blinde overfor dens negative sider? Det er et spørgsmål man desværre ofte må svare ja til. I hvert fald når det kommer til kontakten mellem de få, der har for meget og så de, der rent faktisk har for lidt. Når velfærdsstaten tager hånd om de svageste, så kan vi, der betaler vores skat, med god samvittighed vende det blinde øje til menneskerne på samfundets bund. Dem tager staten sig jo af, så det er ikke vores bord. Sådan virker det i hvert fald til, at de fleste af os ofte tænker. Undertegnede skal være den første til at erklære sig skyldig.
