Tirsdag den 10. september bragte Information et interview med professor i sociologi Mads Meier Jæger, som berettede, at danskerne måtte affinde sig med større ulighed i samfundet. Endvidere viser undersøgelser, at uligheden er steget støt de sidste 20 år i Danmark. Det virker til, at en stor del af den danske befolkning villigt har accepteret denne udvikling. Det ses i kraft af Liberal Alliances stadigt større vælgertilslutning og ikke mindst gennem den tidligere SF-minister, Thor Möger Pedersens udtalelser om, at reformer gerne må øge uligheden. Det er problematisk. For netop i Danmark er den amerikanske drøm realiserbar, og vores samfundsindretning har gjort os til et af verdens rigeste lande.
Danmark er karakteriseret af en bred middelklasse, og underklassen udgør en mindre del af samfundet end i mange andre lande. De sidste to år har underklassen dog fået offentlige ansigter. Ansigter i form af Dovne Robert og Fattig Carina, som befolkningen kan fordømme for at grine hele vejen ned til kommunen. Og det er selvsagt et problem, at nogle mennesker er i stand til at arbejde, men alligevel vælger at leve på kontanthjælp. Ikke desto mindre er det et større problem, at diskussionen om Dovne Robert og Fattig Carina, udover at have ført til en række generaliseringer om arbejdsløse, har fordrejet det større perspektivs debat om velfærdsstaten.
