Efter undervisning stod jeg forleden og fortalte en veninde om et nyt frivilligprojekt, som jeg ville engagere mig i. Før jeg fik forklaret, hvorfor jeg ville være frivillig, fik hun sagt, hvor godt dette projekt var for mit CV. Da jeg cyklede hjem blev jeg virkelig sur og frustreret over hendes kommentar. Inden, at jeg havde fortalt, hvorfor jeg ønskede at være frivillig på projektet, og hvorfor jeg brænder så meget for det, havde hun allerede konstateret, at jeg skal gøre det på grund af mit CV. Det fik mig til at blive nervøs.
Laver vi unge universitetsstuderende virkelig kun frivilligt arbejde for at forbedre vores egne muligheder og pleje vores egne interesser? Er hele idealet ved frivilligt arbejde, hvor ildsjæle mødes, og hvor nye venskaber kan opstå på tværs af etnicitet og økonomiske forhold ved at forsvinde i higen efter at lave frivilligt arbejde? Det håber jeg ikke.
