En indre glæde syder hver gang jeg hører om venner og bekendte, der kaster sig ud i den samfundsskabte foranstaltning, ægteskabet er. Den håbløse romantiker vækkes til live og jeg får lyst til forvildet at skrige ud på gågaden, hvor fantastisk det er, at mand og kvinde, mand og mand selv kvinde og kvinde, tager den håbløse svære udfordring op og satser stort på et "til døden os skiller". For medmindre man lider en tidlig død, så taler de skrækkelige statistikker sit helt eget sprog, om et folk, der lever med en så shopaholisk og naiv forestilling om tosomheden, at knofedt ikke længere findes på den ægteskabelige renoveringshylde. "Til døden jer skiller" er blevet en utopisk frase i liturgien som en art rest fra en helt anden tid.
Vi er blevet lade ægtefolk, der tror forelskelse vokser ind på kærlighedens sikre veje af sig selv. Og mens vi godt ved, at kærligheden ingen garantier har, deler vi den gængse opfattelse af ægteskabet som en delebil, der hverken behøver benzin eller et syn hvert andet år. Men realiteten er en anden og vi kører for hurtigt. Det er skilsmissens sikre motorvej vi farer afsted på. Og der er altid en afkørsel, skulle noget bedre vise sig på vejen. Hvad end det bedre så måtte være, men først og fremmest en undslippen fra elendighedens asfalt, som vi husker den fra 30'ernes betonklædte Deutsche Autobahn.
