Vi var en generation, som troede alt var muligt. Sådan var det i hvert fald der hvor jeg voksede op - i et velhaver kvarter nord for København. Her blev vi tidligt indviet i opskriften på at lykkes - et stempel fra folkeskolen, der erklærede os egnede til gymnasiet, og derfra et karaktersnit, som sikrede os adgang til en lang videregående uddannelse. Helst indenfor en disciplin, der ansporede til et klart defineret job. Der var derfor ingen tvivl i mit ellers barnlige sind om hvilke uddannelser, der banede vejen frem, og hvilke, der ikke gjorde - det var abstraktion frem for det konkrete, universitetet frem for erhvervsuddannelsen, og arbejde på gulvet var bare et led i en dannelsesproces, ligesom lange rejser i Asien var det.
Det var ikke sådan, at en praktisk uddannelse var udelukket, for selvfølgelig skulle der være en plads til os alle - også dem som valgte hænderne frem for hovedet, og det var da helt fint, så længe praktisk betød kunst eller design. Men havde man hjerne, skulle den bruges, sådan lød mantraet i Hellerup, og det bildte vi os ind, at vi gjorde, ved at læse lidt og mene utroligt meget.
