Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Et overflødighedshorn af akademikere

Uddannelsessystemet producerer akademikersnobber på samlebånd under kritisable forhold og uden fornemmelse for samfundets egentlige behov.

Kritikerskolen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Opskriften på en vellykket karriere i dagens Danmark:

1 stk. længere akademisk uddannelse

Topkarakterer i samtlige fag på samtlige semestre

En stor portion fagligt engagement og frivilligt initiativ

En knivspids selvstændighed

Strø til sidst med masser af overskud

Tilberedningstid: så kort tid som muligt

Den akademiske disciplin er blevet kendetegnet ved et ritual, hvor universitetsfabrikkerne spytter cand.scient.pol.'er, cand.jur.'er og andre kloge hoveder ud i hobetal. Målet er, at Danmarks vækst skal drives af knowhow. Midlet er, at det størst mulige antal unge skal have en universitetsuddannelse på kortest mulig tid og personlig livserfaring er ikke en del af regeringens regnestykke. Der fokuseres på kvantitet, men den dybere indsigt skal man lede længe efter - bare helst indenfor normeret tid.

Da jeg som 16-årig dimitterede fra en privatskole på Østerbro, fulgte jeg med strømmen af mine jævnaldrene i gymnasiet. For når man er en usikker teenager, vil man helst bare falde ind i mængden. En fremtid som frisør eller SOSU-assistent var ikke ildeset, men heller ikke påskønnet og med en rød studenterhue havde man efter sigende mange flere muligheder for fremtiden. Pludselig blev det alvor, da karakterræset satte ind i gymnasiet og vi mærkede alle, hvordan konkurrencen skærpedes - nu gjaldt det om at skille sig ud og blive anerkendt for sine helt unikke evner. Kapløbet om de prestigefulde akademiske titler var sat ind.

Fra barnsben sluses vi ind på uddannelsesinstitutionerne og kommer først ud igen som spirende voksne intelligente individer - sprængfyldte med viden og gåpåmod til at arbejde og bidrage til det samfund, der har investeret i vores hjerner. Vi står i kø til at komme ud og prøve kræfter i virkelighedens erhverv og vores kompetencer er helt efter bogen - vi har nemlig ikke erfaret andet. Som skader går vi jagt på alt det, der kan få vores CV til at skinne og funkle, for det er dét, der er vigtigt, hvis man gerne vil frem i verden.

Hungrende efter anerkendelse står vi klar med rundsave på albuerne.

Problemet er, at vores intelligens kan måles i de stadig færre undervisningstimer, vi har overværet og vejes i vægten af de virkelighedsfjerne teoritunge fagbøger, vi har læst. Mens regeringen jubler over det stadig stigende antal studerende, der vælger en videregående uddannelse, må vi studerende nøjes med færre midler og en faglig kvalitet der er udrydningstruet.

Manglen på midler giver os ringere forudsætninger for at få noget konstruktivt ud af vores uddannelse og vores akademiske værktøjskasse bliver reduceret til en fornem titel, der runger hult.

Selv er jeg endt som en af de universitetsstuderende, der har siddet på gulvet i overfyldte auditorier, fordi antallet at studerende havde gjort det nødvendigt at fjerne alle stolene af hensyn til brandfare. Undervisningsrammerne minder om en fabrik i Kina og det er forstyrrende og useriøst både for underviser og studerende.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad er min uddannelse værd, hvis jeg ikke kan bruge den i praksis til andet end at vise den frem på mit prangende CV? Paradoksalt nok, et CV som jeg, ifølge regeringens forhåbninger, snart deler med en tredjedel af befolkningen - der er gået inflation i de akademiske titler.

Morten Østergaards våde drøm om at skabe "den bedst uddannede generation nogensinde", ser ud til at blive et mareridt for os, der troede vi gjorde os selv en tjeneste ved at tage en akademisk uddannelse. Faktum er, at Danmarks universitetsfabrikker er en underskudsforretning. For titelfabrikken skaber et nyt proletariat af overflødige akademikere, der kan citerer Nietzsche og Habermas, mens de der trodsede akademikersnobberiet, står tilbage med et godt håndværk og arbejdsgivere, der hiver i dem fra alle sider.

Danmark er et yndigt land, men med udsigten til at skulle vælge mellem at trække et nummer i køen til jobcenteret eller at købe en flybillet ud af landet for at kunne bruge min uddannelse til noget meningsfuldt, så vælger jeg det sidste.

Det er ren indbildning at tro, at vi får noget ud at masseproducere akademikere på rekordtid. Det bredere perspektiv kommer over tid gennem refleksion og livserfaring. Giv os tid til at finde os selv - det betaler sig i sidste ende. Hvem ved, måske finder vi ud af, at der findes en spirrende tømrer under vores polerede overflader.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden