Jeg så engang et billede af mig selv trykt på over 500 pastilæsker. Jeg var kampagnemodel for en virksomhed og befandt mig på verdens største høreapparatsmesse i Tyskland. På standen fik gæsterne en stor pose i kraftigt glitret papir med mit ansigt på. I posen var der chokolader, brochurer, et nylonflag, en vandflaske og en cd med en reklamefilm som jeg og et 30 mand stort TV-hold et par uger tidligere havde indspillet i København. Et pigeband iført lårkorte kjoler i samme farve som mit hår, spillede musik på et podium. Jeg selv stod ovre i hjørnet med en tysk herremodel og fik taget billeder med standens gæster. Billederne blev fremkaldt med det samme, så vi kunne signere dem og give dem til gæsterne som en souvenir i en lille glitrende papramme.
Hvis du ikke selv har prøvet at blive smurt ud over en messestand på over 100 kvadratmeter, kan jeg fortælle at det gør et vist indtryk. Den dag tænkte jeg for første gang for alvor over, hvad det egentlig er for spor, jeg efterlader mig: Hvad min arv til de næste generationer bliver.
