Jeg har netop læst den første ærlige erkendelse fra en politiker i år. Hvor var det befriende at læse, at COP-19 delegerede Dan Jørgensen (S) fra Europa-Parlamentet, kaldte konferencen for en fiasko. Ikke at det var nogen, hverken opmuntrende eller overraskende nyhed at COP-19 (igen) ingen vegne ledte, men hvor var det rart, at en politiker kaldte en spade for en spade! Men før han ophøjes til martyr, vil jeg dog påpege, at det ikke er nogen større bedrift, da det ikke var en Jørgensens personlige fejl.
Hvorfor er det så, at vi synes politikere er så hamrende utroværdige, hvis de endelig indrømmer, at de har taget fejl? Dette er en problematik vi som borgere har pligt til, at gøre op med os selv. Vil vi have politikere, der har mere travlt med at påtale deres modstanderes fejl, end at tage de vigtigste beslutninger for vores lands fremtid? For det er jo os, der ikke genvælger dem, hvis de indrømmer en fejl.
