Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Til kamp for mere kønsdebat rundt om spisebordet

Kritikerskolen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ikke 1, 2 eller 3 gange er kvoter blevet fremført som vejen til ligestilling. Et utal af gange skal jeg læse, at det er det vigtigste redskab vi har. Så sent som i sidste uge, i forbindelse med EU-parlamentets afstemning om samme emne, var det på dagsordenen igen, men det er noget pjat. At ruste vores stemmer til at analysere uligheder og uretfærdig behandling i hverdagen er langt vigtigere for langt flere kvinder.
Selvfølgelig er det vigtigt at kvinder bliver sikret den plads i erhvervslivet som de fortjener og ovenpå årtiers kvindekamp på arbejdsmarkedet forstår jeg godt, at man vurderer kvindekvoter som en succesrate for hvor langt ligestillingen er nået. Men her sidder jeg. Ung uden den helt store plan om at gøre det som karrierekvinde. For sådan en om mig betyder synligheden af kvindekampen i hverdagen ærlig talt meget mere end hvem der sidder med jakkesættet på.

Kvinder på min alder er først lige begyndt at kalde sig selv for kvinder og jeg kan mærke at jeg skal vænne mig til ordet. Der ligger noget trodsighed i det, noget os-mod-dem. Men der ligger også en ret til at sige fra. Jeg er ikke vant til at tænke på mig selv som en person, der bliver uretfærdigt behandlet og der for synes jeg, det er svært at bruge ordet diskrimination. Måske fordi jeg ligger noget stærkere i ordet, men jeg føler ikke, at jeg som kvinde bliver systematisk udelukket eller valgt fra i den hverdag jeg har. Derimod har jeg mødt masser af idioter og mærket den der knude i maven hver gangen en mand har påberåbt sig retten til at glo efter kvinder på gaden. Men det er netop på gaden, i hverdagen, at vi snakker allermindst om ligestilling. Den eneste grund til jeg ved, at det er noget (ældre) folk stadig snakker om indimellem, er fordi jeg holder Information og Politiken. Og her skriver man oftest om glaslofter, kvindekvoter og øremærkninger. Det er jeg da ligeglad med. Jeg vil have en debat, der ruster mig til at respektere min egen krop og en, der italesætter alle de knuder i maven man får på en hverdag. Jeg synes, det var et frisk pust at man tillod sig at snakke kønsbehåring i avisen for nogle uger siden. Det er old school, ja, men tankerne for og imod er gode at få frisket op. For jeg er sikker på, at selvom der er flere og flere, der ikke kunne bekymre sig mindre om hvad mænd tænker så er der stadigvæk er masser af piger, der tager valg for deres kæresters/partners/random hook-up i byens skyld. Vi tænker jo meget over hvad mænd tænker. Og det er her det bliver interessant for hvor får mændene deres idealer fra? Det er en ligeså vigtig del af den ligestillingssnakken. Medforfatter til bogen ”Mandens byrde” fra i år, Anders Haarh Rasmussen, udtalte i forbindelse med bogens udgivelse at den moderne mand burde være fornærmet. Og jeg giver ham så evigt ret. Stakkels mænd, helt seriøst. De fleste opdrages under en eller andet absurd diskurs, der forbyder nærkontakt og følelser suppleret med en offentlig præsentation af kvinder som et køn af plastik. Jeg forstår godt, at man ender med ikke at vide hvordan man skal opføre sig.

Der er masser ting, masser af bittesmå ting, vi stadig burde snakke om. Hver eneste dag. Vi burde få gjort noget ved den selvkritik mænd producerer i kvinder og vi burde få gjort noget ved de ting, der gør at jeg FORVENTER at blive kommenteret med en slesk bemærkning når jeg passerer en mand på gaden. Men jeg går jo altid bare selv videre, jeg vender mig aldrig om og hiver fat i ham her. Spørger ham hvordan han kan tro, at han på sådan en grænseoverskridende måde må invitere sig selv indenfor. Og jeg snakker sjældent om det med mine veninder, for det er jo bare hverdagskost. I virkeligheden repræsenterer jeg selv kønsdebattens største svagheder: accept og ligegyldighed.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden