Som elev keder man sig halvt ihjel i timerne på skolebænken. Når vi elever kommer tilbage fra frikvarter, og der eksempelvis står biologi eller dansk på skemaet, så ved vi, at den næste halvanden time med udenadslære allerede er planlagt for os, uden at vi har haft nogen form for indflydelse på det. Derfor er det også positivt, at det i den nye folkeskoleaftale indgår, at fagene skal fornys, og undervisningen skal gøres mere spændende.
Vi elever ved dog godt, hvad der skal til for, at undervisningen bliver mere spændende, når skolefagene skal fornyes: inddragelse. Inddragelse handler om at inkludere eleverne i den daglige undervisning, om at få dem til at deltage aktivt i undervisningen og om at give eleverne lyst til at lære mere.
Alligevel kan vi fem elever som maksimum kun nævne én lærer på vores respektive skoler, der ville kunne kigge sig selv i øjnene og sige »Jeg har inddraget eleverne i det sidste skoleår«. Det mener vi er et kæmpestort problem.
Landet ligger nemlig sådan, at den nyeste trivselsmåling viser, at næsten hver tredje elev ikke synes, at undervisningen giver dem lyst til at lære mere, mens hver ottende elev har svært ved at koncentrere sig i timerne. Men måske de voksne skulle lade være med at tale om dundertal for vores trivsel og i stedet spørge os elever, hvordan undervisningen kan blive bedre?
Ifølge folkeskolelovens par. 18, stk. 4 skal undervisningen tilrettelægges i samarbejde med eleverne, når det gælder arbejdsformer, metode og stofvalg. Og netop noget så dødkedeligt som en paragraf kan være fagenes redning.
Vi har alle oplevet manglende elevinddragelse, men vi har også nogle solstrålehistorier, der viser, hvad den gode elevinddragelse kan, når den virker. Efter at have gravet langt, langt ned i hukommelsen efter et godt eksempel kan en af os komme på én gang, hvor elevinddragelsen var der – og endda også var god.
For otte måneder siden havde jeg, Aksel, nemlig projektuge. Det var en førstegangsoplevelse og noget helt nyt for alle i klassen. Vi elever havde fuldstændig frihed til at aftale opgaver, deadline og arbejde derhjemme, hvis vi havde lyst til det. Vi ’ejede’ vores egen undervisning. Hvis vi havde brug for vejledning, kunne vi ’booke’ en af lærerne og dermed få svar på spørgsmål osv.
Lærerne var der, men vi elever havde ansvaret. Og ellers hjalp vi hinanden i klassen, og stemningen, ja den var bare grundlæggende bedre hele den uge. Vi skulle lave produkter, og der blev vækket noget kreativt i os alle. For at sætte hele ugen i et inddragelsesperspektiv så var der sindssygt mange små inddragelser af os elever, der skabte en fed uge.
Vi fik lov til at vælge vores grupper, vælge vores egen problemstilling, og fordi forberedelsen var god op til, kunne vi arbejde selvstændigt. Og sådan kan elevinddragelse sagtens være – små brikker, der alle former det store puslespil. Alt i alt var projektugen en utrolig vellykket uge og nok den eneste uge i min skolegang, jeg sådan rigtig vil huske – jeg kan jo ikke engang huske, hvad vi lavede i uge 17, men uge 4 i 2024, dén kan jeg huske lige fra mandag til fredag. Det synes vi elever er alt for dårligt.
Nu tænker I måske, at vi elever bare vil fortælle om, hvordan man holder en fed projektuge, hvor vi kan gøre, hvad der passer os, men alt det, der sker i en projektuge, er også det, som vi vil have sker i den normale undervisning.
Min, Magnus’, fedeste undervisning i mine over 8 års skolegang var den, hvor inddragelse var selve rammen. Nemlig også en projektuge i 6. klasse, hvor vi elever havde om verdens store monumenter, og hele præmissen for ugen var, at vi skulle arbejde både praktisk og teoretisk med emnet, som alt sammen var noget, vores klasse havde besluttet i samarbejde med vores lærere.
I selve arbejdet med ugens undervisning var det også i høj grad op til os elever, hvor meget praktisk eller teoretisk vi ville arbejde. Det var også tidsfordeling, rækkefølge af opgaver, grupper osv. Vi måtte altså næsten bestemme det hele. Det var derfor alle de små inddragelser, der gav os både ejerskab og skabte lysten til at gå all-in i ugen frem for ikke at engagere os.
Lærerne skyder tit i tågen, når det gælder valg af emne, grupper, eller om vi skal arbejde 2 eller 3 uger med grammatik, før vi skal undervises i Skagensmalerne. Alt det, som lærerne måske tænker er lige meget, er det, der i alt skaber rammen for, at vi elever føler os inddraget, og at vi ikke ender med en – lige ud af posen – dødkedelig undervisning. Og det kan ske i den normale undervisning fra i morgen af – for de små ting kræver ikke meget af hverken lærere eller elever. Der skal simpelthen bare spørges ind, når der tilrettelægges undervisning.
Når de nye læreplaner skal skabes, skal de både være mere enkle og have færre mål, men hvis det stod til os, burde det største mål af dem alle være at inddrage eleverne og gøre den ret kedelige paragraf, som de færreste elever kender, til virkelighed.
For selv om én paragraf i folkeskoleloven nok ikke ligger mange elever på sinde, så kan næsten alle elever mærke en federe undervisning, når inddragelsen finder sted.
For mig, Madicken, var det historie og madkundskab, som for det meste ikke hørte under kategorien ’kedelig og umotiverede undervisning’, som næsten alle andre fag gør. Min historie- og madkundskabslærer inddrog os elever jævnligt. Selv om hun ikke altid var bedste venner med klassen, havde hun en tydelig og klar passion for, at eleverne skulle inddrages. Hun brugte mindst 10 minutter af historietimerne på at tale eller diskutere med os, om hvilken mad vi skulle lave i madkundskabstimerne.
På den måde gav hun os elever mulighed for at have ansvar for vores egen læring. Vi havde for eksempel plaget hende (en del gange), om vi ikke måtte få lov til at lave pizza, men det måtte vi altså ikke, og i stedet for at give et konsekvent nej så gav hun alternativer og fortalte os, hvordan de hang bedre sammen med en eksamen.
Pizzaen blev altså til veganske frikadeller, og selv om det skifte nok kunne have startet en krig i en 7.-klasse, var der forståelse og interesse. Også i historie kunne vi elever selv få lov til at vælge mellem Anden Verdenskrig og Den Franske Revolution.
Ved selv at få lov til at vælge emner kunne vi jo bare ærgre os, hvis det tre lektioner senere var megakedeligt at lære om Anden Verdenskrig – for det var jo vores eget valg, ikke vores lærers. Netop dén historie- og madkundskabslærer brugte mere end 6 lektioner på et helt skoleår, hvor fokus var, at vi elever skulle have medbestemmelse i vores egne fag. Det gjorde en verden til forskel.
Første gang jeg, Malthe, oplevede at blive taget seriøst som elev, var, da vi elever skulle vælge mellem to emner i engelsk. Alle elever blev bedt om at sætte sig i klassen, enten alene eller to og to, og så skulle vi brainstorme emner, som vi skulle have i 9. klasse. Det kunne ikke være for stort eller småt, og de ville hellere have skud for hoften end ingenting, så der kom en masse forslag.
På trods af at vi elever kunne vælge de generelle emner, kunne vi også vælge underemner til de allerede valgte emner. Selv om blyanterne skrev og skrev, var mange helt tomme for ideer. En af mine klassekammerater sagde efterfølgende »Jeg er jo ikke vant til at blive spurgt«. Det gjorde også, at vi elever i klassen generelt havde svært ved opgaven.
For mange var det meget forvirrende, at der ikke var et korrekt svar, men at det i stedet var op til en selv, hvad man ønskede, hvilket gjorde mange usikre, fordi det var så nyt. Vi var jo vant til, at der var et facit, som læreren ledte efter. Bagefter gav vores engelsklærer muligheden for, at man kunne læse sine punkter højt for klassen, og dem, der havde mindre lyst til det, kunne putte det i en kasse, som han kunne læse igennem, da han mente, det var vigtigt, at alle følte sig inkluderet og inddraget i klassen. Det var dog ikke det store problem, da mange bedre kunne lide at engagere sig i klasserummet, når der ikke var et rigtigt og et forkert svar.
Denne type inddragelse var meget nem at navigere i for både lærerne og os elever. Vi elever blev tydeligvis glade over oplevelsen, men det gav samtidig også plads til en masse refleksion. De 15 minutter, hvor man skulle sidde og tænke, inspirerede vores klasse. For nogle blev skolen endda mere end en ting, man bare møder op til.
Da jeg, Damian, for første gang prøvede at opleve skolen som mere end bare en pligt, var det i en fysik-kemi-time, hvor vi var blevet for hurtigt færdige. Derfor fik vi ’fritime’, men min ven og jeg syntes, faget var spændende, og ville derfor ikke bare holde fri. Vi så, at der lå nogle kobbermønter, og spurgte, om vi måtte prøve at smelte dem. Det måtte vi godt, men vi skulle lige have styr på et par ting først:
1. Hvornår smelter kobber
2. Er kobber i det periodiske system, og hvorhenne?
3. Der skal være styr på sikkerheden, og I skal have en klud klar, hvis noget skulle gå galt.
I stedet for bare at give os fri tog min lærer sig tid til at give os en ekstra opgave, som vi selv havde forslået og syntes virkede interessant. Vi fik lov til at bidrage til undervisningen. Her er min pointe, at vi elever ikke altid ved, hvad vi har brug for, men vi ved, når noget er motiverende, sjovt eller kedeligt. Vi prøvede så at smelte mønterne, og selv om det er et godt stykke tid siden, jeg havde den her time, var det en helt vildt fed oplevelse at læse og lære noget først og så bagefter få frihed til at prøve noget af og se, hvad der skete.
Færre mål og krav fra politikere til skolerne er godt, men hvis nye læreplaner skal skabe en mere spændende undervisning, hvor vi elever rent faktisk kan koncentrere os og trives, så må de ikke kapres af lærerne. Vi mener, at vi elever skal inddrages i de nye læreplaner. Netop som det står i folkeskoleloven. Det helt store problem kan man dog klart se i de fælles træk for alle vores historier: Det er sjældent, at vi elever oplever inddragelse, der rent faktisk virker, og gør undervisningen federe.
God inddragelse giver både en bedre stemning i klassen og større forståelse for vores lærers valg og det, vi bruger det meste af vores tid på: at lære. Vigtigst af alt gør inddragelse skolen til mere end en pligt, som man bare møder op til, fordi de voksne siger, at man skal. Nogle gange skal man gøre ting, der ikke er sjovt – sådan er livet – men når vi har muligheden for at skabe en federe skoledag, hvorfor pokker gør vi så ikke det?
Løsningen på dødkedelig og demotiverende undervisning er altså noget så knastørt som en paragraf, der siger, at »Fastlæggelse af arbejdsformer, metoder og stofvalg skal i videst muligt omfang foregå i samarbejde mellem lærere henholdsvis pædagoger, jf. § 29 a, og elever«.
Vi har altså krav på at blive inddraget. Lad os huske det, når der laves nye læreplaner.
fortsæt med at læse
