I flere år har vi talt om tidens unge som en generation, der mistrives i højere grad, end vi før har set. De kaldes skrøbelige, opmærksomhedskrævende og umulige at lede på arbejdsmarkedet. Og i medierne giver citater fra analyser og undersøgelser gang på gang indtryk af, at der er tale om den mest deprimerede og mentalt pressede generation nogensinde.
Presset er blevet forklaret med samfundstendenser som et accelereret tempo, præstationspres og psykologisering – altså at man vender alle problemer, også samfundsmæssige, indad.
Men på det seneste er der opstået en ny debat. Man kunne kalde den debatten om de unges trivsel 2.0. Her sætter forskere og nye undersøgelser spørgsmålstegn ved, om de alarmerende overskrifter giver et retvisende billede af landets ungdom, når de beskrives i simple kategorier som unge, der enten trives eller mistrives. Senest Lars Qvortrup og Karen Wistoft i bogen ’Trivsel og Mistrivsel – mellem offergørelse og kompetencegørelse’, der sætter fokus på, om vi uretmæssigt er ved at offergøre en hel generation.
Som fonde, der arbejder for at sikre trivsel hos børn og unge, hilser vi den nye debat velkommen. Vi har med bekymring fulgt de larmende meldinger om, at aldrig har de unge haft det så skidt. Vi har samtidig oplevet, at debatten ofte fremstod som en meningsudveksling blandt de ældre generationer, og vi har savnet at få inddraget unges egne stemmer samt at forstå nuancerne bag de dystre tal og budskaber. For budskaber, der gentages ofte, har det med at sætte sig i verdensopfattelsen og kan have betydning for f.eks. politisk fokus, allokering af midler, de unges selvforståelse og eventuelle ændringer i samfundsstrukturerne.
Dette ikke forstået således, at mistrivsel ikke er et problem. Forskerne er enige om, at flere unge, end vi har set tidligere, mistrives, og at det er alvorligt, samt noget vi skal tage hånd om. Derfor er det også godt, at den nuværende regering allerede fra begyndelsen havde børn og unge højt på dagsordenen og nedsatte en Trivselskommission, der inden udgangen af 2024 skal komme med anbefalinger til, hvad vi kan gøre for, at få flere unge til at trives.
Samtidig er det dog vigtigt at bemærke, at langt de fleste unge har det okay. Og det er vigtigt, at vi får nuanceret, hvad der ligger bag tal og overskrifter om mistrivsel. Når vi ældre generationer betragter de yngre generationers gøren og laden udefra, kan det se ud, som om de unge er flyvske, mangler modstandsdygtighed og er utilnærmelige inde bag høretelefoner, hår og hoodies.
Men hvad nu, hvis vi har læst dem helt forkert? Hvad hvis vi bare ikke forstår, hvorfor de trækker sig ind bag skærmen, insisterer på at bruge ’jeg føler’ som start på de fleste sætninger, taler i diagnostiske vendinger og siger ’nej tak’ til opgaver og jobs, som de ikke lige kan se meningen i? Hvad hvis vi kunne lære noget af at lytte til dem?
Vi satte os for at undersøge, hvordan de unge selv oplever, at de håndterer deres liv. I 2023 indgik vi et større samarbejde med DR - P3 Missionen – som skulle drage rundt og tale med unge fra hele landet og gøre os klogere på, hvordan de trives og har det. Det blev til mere end 600 interviews med unge an de håndterer pres, tempo, høje præstationskrav og et omsiggribende digitalt liv.
Vi indgik også et samarbejde med CeFU, Center for Ungdomsforskning, om at dykke dybere ned i de unges fortællinger. CeFU har stået bag flere undersøgelser om unges trivsel, og forskerne har løbende problematiseret, at netop deres undersøgelser er blevet taget til indtægt for en alt for unuanceret debat.
CeFU kommer fredag med rapporten ’Levbare ungdomsliv’ – om unges bestræbelser på at trives, som bygger på interviews med 337 personer. Og den lander som nævnt lige ned i den aktuelle diskussion, hvor flere forskere og meningsdannere peger på problemet i at forstå en hel generation af unge som passive ofre for deres samtid.
En vigtig pointe i CeFU’s rapport ’Levbare ungdomsliv’ er, at de unge ikke bare er tal i statistikker, der placerer dem som henholdsvis i trivsel eller mistrivsel. Den fremherskende enten-eller-debat forvrænger billedet af, hvor de unge er. De unge bevæger sig nemlig. De handler, træffer beslutninger og bokser med at skabe trivsel i deres liv – bare på nogle andre måder og i en fundamentalt anden verden end den, som tidligere generationer er opvokset i.
For eksempel har ældre generationer i langt højere grad fået ’foræret’ ro på landet i sommerferien, de har ikke som de unge i dag konstant og synligt fået sammenlignet enhver præstation med andres, deres venners fester blev ikke eksponeret på sociale medier, mens de selv sad hjemme, osv. Den unge generation må i langt videre omfang selv tilegne sig åndehuller, pauser, frihed for præstationspres, osv. Og det skaber nogle andre vilkår for at trives.
CeFU’s rapport peger på mange forskellige slags ’trivselsbestræbelser’, som beskriver de unges arbejde for at trives. Vi vil gerne fremhæve fire tendenser, som er afgørende for at forstå, hvordan de oplever og bevæger sig i verden. De fire tendenser rummer samtidig en indsigt, vi kan bruge i de ældre generationer om, hvordan vi kan bidrage til at mindske præstationspres og kategoriseringer og i stedet møde de unge, dér hvor de er.
Rapporten peger på, at unge i dag fyldes op med fortællinger om, hvor unikke, fantastiske og talentfulde de er. De har fået fortalt, at netop de har alle muligheder, og at netop deres ungdom – efterskoleopholdet, gymnasietiden, sabbatåret – vil være deres lykkeligste tid nogensinde. Det er ikke nok, at det bare er en okay ungdomstid. At sabbatåret eller efterskoleopholdet bare er okay.
Som Stefan Hermann, tidligere rektor på Københavns Professionshøjskole, formulerer det i et interview i Politiken:
»Grundtvig sagde i konfirmationstalen til sine to drenge, at han for dem ønskede et ’jævnt og muntert, virksomt liv på Jord’. Det er utænkeligt, at man ville sige det til sin 13-årige søn eller datter i dag«.
De unge søger lykkefølelsen og tager for eksempel to til tre sabbatår, tager på festivaler eller højskoler. De dyrker nuet. Fremtiden udfordrer deres oplevelse af lykke – det er noget, de skal gøre sig parate til, forventes at tage kontrol over og spørges ind til hele tiden.
En vigtig pointe er, at de høje forventninger til lykke også kan udvikle sig til et pres. Mange unge arbejder aktivt med at placere sig i periferien af idealerne og nedtone deres egne forventninger for at undgå at blive skuffede. Indsigt: Som voksne bør vi nok holde lidt igen med at tale til børn og unge, som om at lykke er en knap ressource, de skal have alt ud af inden for en ganske kort periode i deres liv.
De unge er vokset op med konstant mulighed for online-kontakt. Verden er døgnåben med sociale medier, information, venner og relationer, der konstant er inden for rækkevidde og kræver deres tilstedeværelse.
Rapporten peger på, at de unge føler, at de skal være på i alle sammenhænge hele tiden. Og for at undgå at blive overvældede og udpinte trækker de sig. De melder afbud, springer fra og holder pause for at ’passe på sig selv’.
De holder tech-faste, er news-avoidere, undlader at svare på invitationer til familiefesten eller dropper den for at lade batteriet op. Det, at de trækker sig ’i det små’, er tilsyneladende en overlevelsesstrategi, der kan betyde, at de ikke behøver at trække sig ’fra det store’.
Hvis de ikke har mulighed for løbende at trække sig i mindre sammenhænge, kan de ende med på mere absolut vis at måtte trække sig fra større sammenhænge: droppe ud af uddannelsen, stoppe med en aktivitet, etc. Indsigt: Behovet for at trække sig kan være konfliktstof – i familieplanlægningen, i forhold til de unges egen planlægning med hinanden samt i uddannelses- og arbejdssammenhænge. Men det kan også ses som et tegn på, at de unge faktisk gerne vil bidrage ’i den store sammenhæng’, og måske kan vi imødekomme den ambition ved i højere grad at tænke mindre pauser ind i uddannelses- og arbejdskontekster.
Rapporten viser, at den unge generation er langt mere fællesskabsorienteret, men paradoksalt nok føler de sig også langt mere ensomme end de foregående generationer. Hvor mange i forældregenerationen dyrker individet, personlig udvikling, optimering og præstation, har fællesskabet en næsten magnetisk kraft over sig i de unges fortællinger om det gode liv.
De unge oplever fællesskabet som et livsnødvendigt fundament og deres værn imod et alt for individualiseret samfund. For de fleste unge er frihed ikke et individuelt projekt med muligheden for at handle frit og alene – men derimod et element af en længsel efter at smelte sammen med andre og høre til i et fællesskab. Modsat, når de ikke indgår i et fællesskab eller føler sig på kanten af det, oplever de en meget stor grad af ensomhed. Indsigt: Vi kan i flere sammenhænge sætte fællesskabet i centrum og støtte de unge i at dyrke den sociale kim, der binder dem sammen.
Flere unge i dag er optagede af trivsel på arbejdsmarkedet. Hvor deres forældre i højere grad var optagede af at skabe sig et arbejdsliv som entreprenører, ændre verden og få prestige og magt, vil de unge gerne lave noget spændende og meningsfuldt, men de ønsker også et arbejdsliv, der ikke tager helt over i forhold til andre ting i livet, som familie og venner. Samtidig har mange unge store krav til indhold, muligheder og mening i arbejdet.
Både som en individuel ambition og som en kollektiv bevægelse, der handler om fællesskab. På den ene side vil de have et godt arbejdsmiljø og nogle rammer, de kan trives i som lønarbejdere, på den anden side vil de have mulighed for at realisere deres drømme og udvikle sig gennem arbejdet. Det stiller nye krav til både uddannelser og arbejdspladser i en tid, hvor manglen på deres arbejdskraft er markant. Indsigt: Der er rum for brobygning mellem generationerne. Hvem inviterer på kaffe?
Når vi taler med de unge selv, ser vi altså ikke bare en generation, der mistrives. På nogle områder i livet hænger de i med neglene for at leve op til de tårnhøje forventninger om at præstere og lykkes. Men generelt arbejder de for at skabe de sig gode og autentiske liv, som ikke overforbruger deres egne og andres ressourcer. De er en generation fuld af handlekraft, der arbejder med deres trivsel hele tiden. Og de bokser, som alle os andre (selv om vi måske ikke altid forstår at erkende det) med deres livsvilkår. Og udfordrer dem.
Når vi næste gang tager diskussionen om planlægning ved middagsbordet, eller om hvordan vi skal indrette institutionerne i vores samfund, så lad os bruge indsigterne fra unge. Måske skal vi være mere til stede i nuet og sætte fællesskaberne mere i centrum? Måske skal vi på samfundsniveau gøre det lettere at tilpasse uddannelsesforløb og arbejdsliv, så der er mulighed for at trække sig for en stund undervejs?
Hvem ved, måske kan vi – ved at forstå de unge og deres bestræbelser på at trives lidt bedre – risikere at skabe et mere rummeligt samfund for alle generationer. Frem for at vi bare parkerer en hel generation i en offerrolle og selv kører videre, som vi plejer.
Vibeke Nyfos er medstifter og næstformand i Ebbefos Fonden. Illa Westrup Stephensen er direktør i Ebbefos Fonden. Laura Thatt er projektchef hos Østifterne. Rapporten 'Levbare ungdomsliv' – om unges bestræbelser på at trives, der omtales i kroniken, udkommer i dag og er skrevet af Niels Ulrik Sørensen, Noemi Katznelson, Mette Lykke Nielsen, Emil Aagaard Madsen og Barbara Marstrand.
fortsæt med at læse
